søndag den 26. juli 2009

Den dyssocialt personlighedsforstyrrede persons rolle i skabelsen af global ondskab

Oversat fra engelsk
For at forstå rollen af den dyssocialt personlighedsforstyrrede i skabelsen af det, vi kan kalde ondskab, er det nyttigt først at tage et blik på noget af forskningen i problemet.

Ordene dyssocialt personlighedsforstyrret fremkalder almindeligvis billeder af en med nød og næppe bremset – dog overraskende dannet – Dr. Hannibal Lecter berømt fra filmen ”Silence of the Lambs”. Jeg må indrømme at det var billedet, der dukkede op i mit sind hver gang jeg hørte ordet. Men jeg tog fejl, og jeg skulle lære denne lektion meget smertefuldt gennem direkte erfaring. De præcise detaljer er berettet andetsteds; hvad der er vigtigt er, at denne erfaring sandsynligvis blev en af de mest smertelige og lærerige episoder i mit liv, og det satte mig i stand til at overvinde en blokering i min bevidsthed om verdenen omkring mig og de der bebor den.

Angående blokeringer for bevidstheden, bør jeg fastslå for en ordens, skyld at jeg har brugt 30 år på at studere psykologi, historie, kultur, religion, myte og det såkaldt overnaturlige. Jeg havde også arbejdet i mange år med
hypnose terapi – hvilket gav mig en meget god mekanisk viden om hvordan sindet/hjernen i det menneskelige væsen fungerer på meget dybe planer. Men selv da opererede jeg stadig med en fast forankret tro som blev splintret af min forskning i dyssocial personlighedsforstyrrelse. Jeg blev klar over at der var et vis sæt af ideer som jeg havde om menneskelige væsner der var hellige. Engang skrev jeg endog om det på følgende måde:
… mit arbejde har vist mig at det store flertal af mennesker ønsker at gøre godt, at opleve gode ting, tænke gode tanker og foretage beslutninger med gode resultater. Og at de prøver med al deres styrke at gøre det! Med størstedelen af mennesker havende dette ønske , hvorfor fanden sker det så ikke?

Jeg var naiv, det indrømmer jeg. Der var mange ting jeg ikke kendte, som jeg har lært siden jeg skrev disse ord. Men selv på dette tidspunkt var jeg klar over, hvorledes vores sind kan bruges til at bedrage os.

Og, hvilke opfattelser havde jeg, som gjorde mig til et offer for en dyssocialt personlighedsforstyrret person? Den første og mest åbenlyse er at jeg fuldt og fast troede på, at dybt indeni er grundlæggende ”gode” og at de ”ønsker at gøre godt, at opleve gode ting, tænke gode tanker og foretage beslutninger med gode resultater. Og at de prøver med al deres styrke at gøre det...”

Som det viser sig er dette ikke rigtigt, hvilket jeg – og alle dem der var involveret i vores arbejdsgruppe – lærte til vores sorg, som man siger. Men vi lærte også til vores opbyggelse. For at komme til nogen forståelse af præcist hvilken slags menneskelig væsen kunne gøre de ting der blev gjort mod mig (og andre der står mig nær), begyndte vi at forske i den psykologiske litteratur efter spor fordi vi havde behov for forståelse for vores egen ro i sindet.

Hvis der er en psykologisk teori som kan forklare ondsindet og skadelig adfærd, hjælper det meget ofret for disse handlinger at have denne information så de ikke behøver at bruge al deres tid på at føle sig såret eller vrede. Og afgjort, hvis der er en psykologisk teori, der kan hjælpe en person til at finde ud af hvilken slags ord eller handlinger, der kan bygge bro over kløften mellem mennesker og hele misforståelser, så er det også et værdigt mål. Det var fra sådant et perspektiv, at vi begyndte vores omfattende arbejde på emnerne omkring narcissisme som så ledte os til studiet af dyssocial personlighedsforstyrrelse.

Selvfølgelig begyndte vi ikke med sådan en ”diagnose” eller betegnelse for det vi var vidner til. Vi begyndte med observationer og søgte i litteraturen efter spor, efter profiler, efter hvad som helst der kunne hjælpe os til at forstå den indre verden hos et menneskeligt væsen - faktisk en gruppe af menneskelige væsner – som forekom at være fuldstændigt moralskt fordærvede og ulig noget som helst vi nogen sinde før havde støt på.

Forestil dig – hvis du kan – ikke at have nogen samvittighed, slet ingen, ingen følelser af skyld eller anger uanset hvad du gør, ingen begrænsende følelser af hensyn til trivslen af fremmede, venner, eller endog familie medlemmer. Forestil dig ingen samvittighedskvaler, ikke en eneste én i hele dit liv, lige meget hvilken slags selvisk, doven, skadelig eller umoralsk handling du har foretaget dig.

Og foregiv at begrebet ansvar er ukendt for dig, undtagen som en byrde andre synes at acceptere uden at stille spørgsmål, ligesom godtroende fjolser.

Tilføj nu til denne mærkelige fantasi evnen til at skjule fra andre mennesker at din psykologiske sammensætning er radikal forskellig fra deres. Da enhver simpelthen antager at samvittighed er universelt blandt menneskelige væsner, er at skjule denne kendsgerning, at du er samvittighedsløs, næsten uanstrengt.

Du er ikke holdt tilbage af dine ønsker, af skyld eller skam, og du bliver aldrig konfronteret af andre for din koldblodighed. Isvandet i dine årer er så besynderligt, så fuldstændigt udenfor deres personlige erfaring, at de sjældent endog gætter sig til din tilstand.

Med andre ord, du er fuldstændig fri for interne begrænsninger, og din uhindrede frihed til at gøre, lige som det passer dig uden nogen samvittighedskvaler, er bekvemt usynligt for omverdenen.

Du kan gøre alt lige meget hvad, og stadigt vil din mærkelige fordel over flertallet af andre mennesker, som bliver holdt i snor af deres samvittighed mest sandsynligt forblive uopdaget.

Hvordan vil du leve dit liv?

Hvad vil du gøre med dit enorme og hemmelige fortrin, og med det tilsvarende handicap hos andre mennesker (samvittighed)?

Svaret vil hovedsageligt afhænge af netop hvad dine ønsker tilfældigvis er, fordi mennesker ikke alle er ens. Endog de virkeligt skrupelløse er ikke alle ens. Endog de virkeligt skrupelløse er ikke alle ens.) Nogle mennesker, - hvad enten de har samvittighed eller ej – foretrækker inertiens bekvemmelighed, mens andre er fyldt med drømme og vilde ambitioner. Nogle mennesker er højt begavede og talentfulde, andre enfoldige og de fleste, samvittighed eller ej, er et sted midt imellem. Der er voldelige og ikke-voldelige mennesker, individer som er motiveret af blodtørst og andre som ikke har sådanne lyster. […]

Fortudsat at du ikke bliver stoppet med magt, kan du gøre hvad det end måtte være.
Hvis du er født på det rigtige tidspunkt, med lidt adgang til en familie formue, og har et specielt talent for at oppiske i andre mennesker had og en følelse af afsavn, så kan du tilrettelægge at dræbe et stort antal intetanende mennesker. Med nok penge, kan du opnå dette på stor afstand og kan sidde tilbage og se på med tilfredsstillelse. […]
Skørt og uhyggeligt – og virkeligt, i omkring 4 procent af befolkningen.

Forekomsten af anoreksi (anorexia nervosa/nervøs spise-vægring) er (i USA) anslået til 3,43% og anses for næsten at være af epidemisk omfang og alligevel er dette tal en smule mindre end forekomsten af dyssocial personlighedsforstyrrelse (det engelske ord anvendt her er ”antisocial personality”, http://www.netpsykiater.dk/Htmsgd/dyssocial.htm. skriver: ”Dyssocial personlighedsforstyrrelse kaldes også antisocial personlighedsforstyrrelse. Tidligere har den heddet psykopati.” se også http://en.wikipedia.org/wiki/Antisocial_personality_disorder ) Den højt profilerede forstyrrelse klassificeret som skizofreni forekommer i kun ca. 1% af [befolkningen] – blot en fjerdedel af forekomsten for dyssocial personlighedsforstyrrelse – og centrene for sygdomskontrol og forebyggelse (”Centers for Disease Control and Prevention”) siger at forekomsten af tarmkræft i USA, anslået til at være ”alarmerende høj” er omkring 40 tilfælde per 100,000 – et hundrede gange lavere end forekomsten af dyssocial personlighedsforstyrrelse .

Den høje forekomst af dyssocial personlighedsforstyrrelse i menneskelige samfund har en dybtgående indvirkning på resten af os, der skal leve for på denne jord, også selv de af os, der ikke er blevet kliniskt traumatiseret. De personer, som udgør disse 4 % dræner vores personlige forhold, vores bankkonti, vores færdigheder, vores selvagtelse og selve vores fred på jorden.

Alligevel, overraskende nok, så kender mange mennesker intet til denne forstyrrelse, og hvis de gør det, så tænker de kun på voldelig dyssocial personlighedsforstyrrelse – mordere, seriemordere, massemordere – individer, der bevidst har brudt loven mange gange og som, hvis de bliver fanget, vil blive fængslet eller måske endog henrettet af retssystemet.

Vi er ikke almindeligvis bevidste om og ej heller identificerer vi sædvanligvis det større antal af ikke-voldelige dyssocialt personlighedsforstyrrede personer (eng. her: sociopaths) iblandt os, individer som ofte ikke er åbenlyse lovbrydere og imod hvilke vores formelle retssystem er dårligt rustet.

De fleste af os kunne ikke forestille os nogen overensstemmelse mellem det at kunne udtænke et etnisk folkemord og lad os sige, uden samvittighedsnag at lyve for sin chef om en medarbejder. Men den psykologiske overensstemmelse er der ikke kun, den er skræmmende. Enkelt og dybtgående, forbindelsen er fraværet af den indre mekanisme, som slår os rent følelesesmæssigt, når vi træffer et valg, som vi selv anser for at være umoralskt, uetisk, fosømmeligt eller egoistisk.
De fleste af os føler en let skyldfølelse, hvis vi spiser det sidste stykke kage i køkkenet, for slet ikke at tale om hvad vi ville føle, hvis vi bevidst og metodisk gav os til at gøre fortræd mod et andet menneske.
De som overhovedet ingen samvittighed har er en gruppe for sig, hvad enten de er morderiske tyranner eller blot hensynsløse sociale snigskytter.
Tilstedeværelsen af samvittighed eller manglen på samme er et dybt menneskeligt skel, velsagtens langt mere betydningsfuld end intelligens, race, eller endog køn.

Hvad adskiller en dyssocialt personlighedsforstyrret, som lever af andres arbejde fra en som fra tid til anden stjæler fra en døgnkiosk, eller fra en som er en hensynsløs kapitalist – eller hvad gør forskellen mellem en almindelig tyran og en sociopatisk morder – er intet andet end social status, ambition, intelligens, blodtørst, eller blot den givende lejlighed.

Hvad der adskiller alle disse mennesker fra resten af os er et fuldstændigt tomt hul i psyken, hvor der skulle forekomme det mest udviklede af alle menneskelige funktioner. [Martha Stout, Ph.D., The Sociopath Next Door] (MEGET anbefalet)


Ovenstående er en delvis oversættelse af The Role of the Psychopath in the Generation of Global Evil oprindeligt opsat af Laura Knight Jadczyk 11:06 AM den 17 december 2005 hvor fortsættlesen kan læses på engelsk, indtil mere bliver oversat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar