søndag den 23. august 2009

Psykopatens trick: At få os til at tro at det onde kommer et andet sted fra




Et interview med Laura Knight-Jadczyk og Henry See foretaget af den svejtsiske journalist Silvia Cattori. Artiklen var oprindeligt på engelsk og sat op den 31. January 2008 med titlen The Trick of the Psychopath's Trade: Make Us Believe that Evil Comes from Others

Da jeg havde læst bogen Politisk Ponerologi: en videnskab om ondskabens natur tilpasset til politiske formål af Andrzej Łobaczewski, ville jeg interviewe forfatteren. Men da han var syg, var det mig kun muligt at få besvaret mine spørgsmål i yderst begrænset form, det vil sige i en enkelt paragraph. Heldigvis var jeg istand til at interviewe Laura Knight-Jadczyk og Henry See, redaktører af bogen, som diskuterede spørgsmålene med forfatteren over telefonen og var således istand til at tale på hans vegne.

Jeg synes, at alle burde læse denne bog, fordi den giver de nødvendige nøgler til at forstå de begivenheder som vi ofte er ude af stand til at forstå. Bogen beskriver oprindelsen af ”ondskab”, dets natur og illustrerer, hvordan det breder sig gennem hele samfundet.
Mr. Łobaczewski brugte år på at observere dem, som var i magtpositioner, og hvis gerninger var inkarnationen af ondskab; mennesker beskrevet i psykologisk terminologi som antisociale, psykopater (dyssocial personlighedsforstyrrede) eller sociopater.

Silvia Cattori: Her er hvad en schweisisk psykiater sagde til mig om bogen Politisk Ponerologi:
”Jeg har aldrig andetsteds læst om de ting som Lobaczewski skriver om. Ingen anden bog har behandlet dette emme på en sådan måde. Det var øjeblikkeligt brugtbart for mig i mit arbejde. De ting han bekræfter om psykologisk perverse/patologiske handlemåder – i konflikter i forretningslivet såvel som i det politiske liv, hvor vi ser flere og flere konflikter og flere og flere personer af denne slags – hjalp mig med det samme til bedre at forstå, hvordan sådanne individer fungerer, som skaber konflikter i deres arbejde og som, hvorend de går, forurener atmosfæren.”


Silvia Cattori: Hvorfor valgte han en titel som lyder så hermetisk, Politisk Ponerologi? Endog for en bog som skulle interessere enhver og ikke blot psykologer og psykiatere?

Laura: Lad mig sige først og fremmest at der eksisterer et meget stærkt følelsesmæssigt bånd mellem Dr. Lobaczewski og os og at vi har talt med ham om dette interview. Han er godt oppe i årene og har hans helbred har i det sidste års tid været meget dårligt og han beklager at han ikke er istand til at svare personligt; han gjorde et forsøg, men han er i øjeblikket ikke stærkere end at han blot kan give de korteste svar på nedskrevede spørgsmål. Og selv her, efter blot 5 minutters koncentration, er han udmattet og hans opmærksomhed begynder at vandre. Vi ønsker helst at beskytte hans helbred og velbefindende, men vi ville også tilfredsstille den forespørgsel på svar til vigtige emner. Andrzej gjorde mig opmærksom på i telefonen at han har fuld tillid til vores forståelse af emnet. Han gentog det i telefonen, som han sagde da han skrev til os, at han søgte efter en som gik i samme retning, som han kunne videregive sit arbejde til – mere eller mindre videregive faklen til, og også af det arbejde som var blevet videregivet til ham af andre. Han brugte år på at finde en og det var vores arbejde som mødte hans kriterie.

Når jeg nu har sagt det, så lad mig se om jeg kan svare på dit spørgsmål: Hvorfor valgte Lobaczewski den titel på bogen? Den første ting er at hans arbejde var oprindeligt en serie af dokumenter, tekniske og akademiske, som kom fra forskellige kilder. Som Lobaczewski forklarer i introduktionen, så er meget lidt af dette værk oprindeligt fra ham; han er blot den som har samlet det sammen. Akademikere har en tendens til at vælge titler for deres papirer, som er beskrevet i akademisk terminology, og videnskabsmænd ser det som deres ret at komme op med nye udtryk til at beskrive deres opdagelser, (som for eksempel fysikerne, som kom op med ord såsom quark, muon, lepton, og så videre), så i den sammenhæng er titlen meget forståelig. Termen, ”ponerologi” er en obskur teologisk term, som betyder studiet af ondskab. Andrzej vidste dette og besluttede at gøre hævd på og rehabilitere ordet for videnskabeligt brug, idet det hænder sig at vores videnskab ikke rigtig har et ord som dækker for studiet af ”ondskab” som sådant. Vi har brug for et.

Henry: Da Lobaczewski sendte os manuskriftet af sin bog, var vi mildest talt overraskede. Vi havde været optaget af spørgsmålet hvorfor der, uanset hvor meget god vilje der er i verden, er så megen krig, lidelse og uretfærdighed. Det ser ikke ud til at betyde noget, hvilken plan, ideologi, religion, eller filosophy, som store tænkere kommer op med; intet ser ud til at gøre nogen forandring for det bedre. Og sådan har det været for tusinder af år, om og om igen.

Vi havde også forsket i spørgsmålet om psykopati over adskillige år, og udgivet mange artikler om emnet på vores hjemmesider. Vi havde også transkriberet en elektronisk udgave af den grundlæggende forskning om psykopati af Dr. Hervey Cleckley, The Mask of Sanity, med tilladelse fra copyrights ejerne fordi bogen var ude af tryk. Det er så vigtig og banebrydende en text at vi har gjort den gratis tilgængelig for download. Så vi havde en god fundering i spørgsmålet og havde også en anelse om, at spørgsmålet om psykopati og den alvorlige situation vores verden befinder sig i, var relateret.

Laura: Lad mig lige tilføje at årsagen til at vi havde forsket i psykopati var, som nævnt ovenfor, fordi vi selv havde en førstehåndsoplevelse af dette fænomen. Vi arbejdede selv med grupper af mennesker og det fænomen som Ponerologi adresserer i forbindelse med grupper - og måden hvorpå de bliver korrumperet af patologiske afvigende som insinuerer sig ind i gruppen under forklædning at være ganske tilforladelige - var noget som var meget bekendt for os i lille social målestok. Vi havde bemærket denne dynamik og ageret på den igen og igen, selvom det nok må siges at i begyndelsen var det fra situation til situation. Vi vidste at et eller andet mærkeligt gik for sig, men vi havde ikke begreber eller kategorier for, hvad det var. Vi fandt nogle begreber og kategorier i bøger om psykopatologi, men det henvendte sig ikke til den sociale dynamik.

Henry: Men Politisk Ponerologi, præsenterer emnet på en radikal anderledes måde fra andre bøger om psykopati, og foreslår at inflydelsen fra psykopater og andre afvigende ikke blot er en af mange inflydelser som præger et samfund, men under de rigtige vilkår, kan være den primære indflydelse, som skaber den måde vi lever på, hvad vi tænker, og hvordan vi vurderer hvad der sker omkring os. Når man forstår den sande natur af den inflydelse, at den er samvittighedsløs, følelsesløs, selvisk, kold og beregnende og uden moralske eller etisk standarder, så er man mildt sagt forfærdet, men på den anden side så begynder det hele at give mening. Vores samfund bliver stadig mere sjælløs, fordi de mennesker som leder det og som sætter eksemplet er sjælløse – de har bogstaveligt talt ingen samvittighed.

Når du kommer til den forståelse at tøjlerne af den politiske og økonomiske magt er i hænderne på folk som ingen samvittighed har, som ikke har nogen evne til empati, så åbner det op for en fuldstændig ny måde at se på det, som vi kalder “ondskab”. Ondskab er ikke længere kun et moralsk emne; det kan nu blive analyseret og forstået videnskabeligt.

Laura: Med Lobaczewski er ordet ”Ponerologi” blevet genvundet fra det religiøse sammenhæng, hvor det aldrig gjorde samfundet som et hele meget godt. Ponerologi er viden om ondskab, en videnskabelig forståelse af dets oprindelse, og hvordan det kan inficere individer og samfund ligesom en sygdom.

Når psykopater er dem der tegner de politiske linjer og generaldirektørerne for de store firmaer, så bliver den måde de tænker og rationaliserer på – deres ’moral’- også den gængse kultur og ’moral’ i den brede befolkning over hvem de råder. Når det sker, så bliver sindet i befolkningen inficeret på samme måde, som en patogen inficerer den fysiske krop. Den eneste måde at beskytte os selv på overfor denne patologiske tankegang er at innokulere os selv imod den, og det er gjort ved at lære så meget som muligt om psykopati og dens indflydelse på os. Sagens kerne er at denne ”sygdom” trives i et samfund, hvor dens eksistens er benægtet, og denne benægtelse er planlagt og bevidst.

Selv om titlen på bogen kan forekomme hermetisk, så må det forstås i lyset af de store vanskeligheder som Andrej havde med overhoved at få hans arbejde udgivet. De første to manuskrifter var tabt, som han beskriver i forordet. Det ene var brændt få minutter inden politiet ransagede hans hjem, og det andet var sendt til Vatikanet via en mellemmand, for aldrig at blive set igen. Den tredje version, den som er udgivet af Red Pill Press blev skrevet af Andrzej, mens han levede i USA i årene under Reagan. Zbigniew Brzeszinki havde tilbudt at hjælpe ham med at finde en forlægger, men efter flere måneder blev det klart, at han i bedste fald intet gjorde og i værste fald arbejdede aktivt på at forsikre, at det aldrig ville blive udgivet. Så manuskriftet sad i en skrivebordsskuffe i over 20 år. Det var skrevet med et professionelt publikum for øje og titlen var valgt i det øjemed. Det er også årsagen til at teksten i sig selv er meget tung, og titlen reflekterer, at den ikke var skrevet for lægmand. Den var skrevet for professionelle og på en akademisk skrivemåde, som afspejlede hans egen baggrund.

Vi er i øjeblikket igang med at skrive en mere populær version af hans ideer.

Silvia Cattori: Lobaczewski har studeret disse mennesker ikke fra en politisk synsvinkel men fra en psykologisk synsvinkel. Det er lykkedes ham at forstå, hvordan gale personer, ideologer og undertrykkende magtinstanser, på trods af deres manglende menneskelighed, kan opnå støtte hos store befolkningsgrupper. Men har ikke enhver af os en (psykologisk) pervers/patologisk basis, tidsperioder hvor man går igennem en (psykologisk) pervers/patologisk livsfase?


Henry:
Det må først og fremmest siges at ”gale personer” ikke behøver støtte af store befolkningsgrupper, kun en magtfuld minoritet som kan både ”styre” befolkningen og kontrollere den. Kig på meningsmålingerne i USA. Bush har ligget på en popularitet på omkring 30% i årevis – og det er i den brede befolkning. Men fordi han er støttet af en meget magtfuld minoritet, de personer, som ejer medierne, våbenindustrien og deres militære støtter, oliefirmaerne og endnu andre, så betyder den almindelige brede utilfredshed ingenting. Og så længe som at Bushs politik ikke i det store hele har en negativ effekt på den almindelige amerikaner, så betyder det ikke nok for dem at gøre noget ved det.

Laura: I USA – og andre steder i verden – selv de mest undertrykte og uretfærdigt behandlede mennesker er let kontrolleret ved hjælp af angst. Som for eksempel ved trusler til deres letkøbte materialisme: underholdning, sport, spil og så videre. Selv ved svigten af skoler, sygesikring og det sociale sikkerhedsnet så er det ikke nok til at få folk til at stille spørgsmål ved hvad der foregår. Det er, som Aldous Huxley skrev, et videnskabeligt diktatur: brød og cirkuser. Med andre ord, de fleste amerikanere er klar over deres undertrykkelse og udtrykker det i meningsmålingerne, men dem, som sidder ved magten, har med stor success bedøvet dem ved hjælp af en overflod af distraktioner – angst og fornøjelser – nok til at holde dem under kontrol.

Henry:
Der er guleroden og pisken. Så længe som folk kan fortsætte med at leve i deres illusion, så vil de gøre det. Når illusionen begynder at briste, så kommer pisken ind i spillet.

Laura:
Folk er bange for at lave dønninger af angst for at miste, hvad de har, at miste deres fred og at måtte bruge kræfter til at gøre modstand. Det tager trods alt hele deres tid at holde illusionen gående, de må slave dagligt for at
forhindre at firehjulstrækkeren ikke bliver eksproprieret, og de vil have tid til at gå til fodboldkampen på lørdag.

Henry:
De maler sig ud, at Bush trods alt kun har et par år tilbage som præsident. Systemet vil tage vare på sig selv. Lobaczewskis bog viser os, hvorfor dette er en ekstrem naiv måde at tænke på. Det system, som er på plads, er et patologisk system, som er i fundamental modsætning til de fleste mennesker væremåden eller natur. Mennesker med samvittighed er blevet regeret over af mennesker uden samvittighed. Dette fakta er den primære uretfærdighed og er basis for de andre sygdomme i samfundet.

Laura:
Dette system har for mange år været skjult, fordi der stadigvæk var folk med samvittighed i høje positioner, men over tiden er de alle blevet overtaget af andre eller gjort af vejen på den ene eller anden måde, og nu er patologien af systemet ude i det åbne for enhver at se, men ingen bekymrer sig derom. Hvis du ser tilbage på historien over de sidste 50 år, så vil du opdage, at næsten hver eneste offentlige figur som er stødt på en tragisk død, har været en som havde en samvittighed og som bekymrede sig for sine medmennesker og en hvis inflydelse var stor nok til at skabe dønninger imod de patologiske typer.

Henry: Den anden del af dit spørgsmål er meget vigtig, fordi det er denne forestilling - at vi alle på en vis måde er (psykologisk) perserse eller patologiske, at vi alle har en skyggeside som Jung sagde det – som tjener, som en stor støtte til det patokratiske system og gør det muligt for psykopaten (den dyssociale personlighedsforstyrrede) at skjule sig i en den brede befolkning. Vi er alle blevet overbevist om at vi blot er dyr og at enhver af os er istand til blive en Hitler eller en Bush eller en Mengele under de rigtige omstændigheder. Vi køber denne ide, fordi vi alle har gjort ting i vores liv, som vi fortryder og skammer os over. Vi kender disse tanker, som kommer til os i øjeblikke under følelsesmæssige ophedede diskussioner, tanker som vi ikke ville ønske at nogen andre skulle kende eller høre. Vi har en fornemmelse af, at vi har denne skyggeside, en del af os, som vi ikke er stolte af. Netop fordi vi har denne følelse af skam og anger og denne side af os selv, så overfører vi over til andre at de må have den samme egenskab. Denne overførelsen/projektion er hvor vi laver en fatal fejltagelse.

Der er to punkter, som dette rejser. Først, der er en verden til forskel mellem en, som i en ophedet diskussion med en anden, for eksempel, mister kontrollen og fysisk eller psykologisk skader den anden og så til den som koldblodigt med beregning og fortanke foretager den samme gerning. I begge tilfælde er gerningen forkert. Jeg prøver ikke på at mindske skaden gjort under et øjebliks følelse. Men den samme person som momentært mister kontrollen ville ikke være istand til at tænke igennem og koldblodigt planlægge den samme gerning. Noget inde i ham eller hende ville vige tilbage derfra. I psykopaten (den dyssociale personlighedsforstyrrede) eksisterer samvittighedens stemme ikke. Psykopater er istand til at planlægge folkemordet af et folk, som for eksempel Palæstinenserne, men mennesker med samvittighed er ikke. En person kan dø i et øjebliks ophedet argument. Mange tusinde kan dø fra koldblodig kalkulation.

Laura: En måde at forstå dette på er det, at undersøgelser har vist at psykopater/dyssociale personlighedsforstyrrede ikke blot har højere antal af voldelig kriminalitet, de begår andre former for voldelig kriminalitet end ikke-psykopater. Et studie viste at to tredjedele af ofrene for psykopater var ukendte mænd, hvorimod to tredjedele af ofrene for ikke-psykopater var kvindelige familiemedlemmer eller bekendte – lidenskabskriminalitet. Normale mennesker kan begå voldelige gerninger i tilstande af ekstrem følelsesmæssige karakter, men psykopater/antisociale personlighedsforstyrrede udvælger koldblodigt deres ofre for hævn eller gengæld eller for at opnå et eller andet. Det vil sige at psykopatiske voldsgerninger er instrumentale, en måde at opnå noget på, røverisk. [Oversætter: ordet røverisk er her brugt i den gamle betydning: dyr som lever af rov. Det engelske ord er predatory. ]

Henry: For det andet, i et samfund, som er domineret af patologiske værdinormer, hvis man kan kalde dem det, vil eksistensen af en lille gruppe af samvittighedsløse personer, som fremmer en kultur af grådighed og selviskhed, skabe et miljø, hvor det (psykologisk) patologiske bliver normen. I et samfund, såsomt USA idag, hvor præsidenten ustraffet kan lyve om ting vedrørende liv og død, er et patologisk miljø blevet skabt hvor det at lyve bliver akceptabelt. Vold er akceptabelt. Grådighed er akceptabelt. Det er en del af ideologien af den amerikanske drøm, at enhver kan blive en succes, ligegyldigt hvem du må skade på vejen dertil. Og i det som de faktisk må gøre for at blive succesrige, bliver spirerne til patologien sået. I det miljø vil folk med samvittighed, som er svage og let påvirkelige påtage sig de patologiske karaktertræk for at kunne overleve og blive succesrige. De ser, at deres ledere lyver og bedrager, og de regner ud, at hvis de vil fremad, så må de ligeledes lyve og bedrage.

Laura: Jeg kalder det ”den Officielle kultur.” Linda Mealey fra psykologifakultetet hos College of St. Benedict i St. Joseph, Minnesota, foreslår at et konkurrencedomineret samfund – for eksempel kapitalismen – er et hvor psykopatien er tilpasseligt, og hvor der er gode vækstmuligheder for den.

Psykopati er en livsstrategy, som er tilpassende og ekstrem succesrig i det amerikanske samfund, og derfor har vokset i befolkningen. Hvad mere er, at konsekvensen af et samfund, som er tilpasseligt for psykopati, betyder at mange, som er IKKE genetiske psykopater begynder at tilpasse sig på lignende måde og derved bliver ”effektive” psykopater, eller ”sekundære sociopater.” Med andre ord, i en verden af psykopater, vil de, som ikke er genetiske psykopater, foranlediges til at opføre sig som psykopater blot for at overleve. Når reglerne i et samfund er ”tilpasset” til psykopati, så laver det psykopater af alle.

Henry: Hvis den patologiske inflydelse i et samfund blev fjernet ved at sætte psykopater i karantæne, ved at undervise folk med samvittighed om kendetegnene på pathologi, om hvad det er man skal holde øje med, og hvordan man værner sig mod manipulation, ved at ændre det system som er bygget op af psykopater; hvis vi gennem sådanne metoder var istand til at fjerne den ponerogeniske indflydelse, så ville den anden pol, den med samvittighed, blive den mere indflydelserige af de to og mennesker ville gravitere mod altruisme og sandhed, istedet for selviskhed og løgne.

Hvis vi var istand til at fjerne den patologiske indflydelse, så ville vi måske finde ud af, at vores begreber om ”menneskeskets natur” er forkerte og er vejet forkert, idet vi akcepterer de, som er genetiske uden samvittighed for at være ”mennesker.” Fjerner man dem og deres handlinger fra datasættene og deres indflydelse fra samfundet som et hele, så ville de højere kvaliteter af menneskets natur med samhørende samvittighed måske finde mulighed for udfoldelse på måder, som vi aldrig ville have drømt skulle være muligt.

Silvia Cattori: Hvordan kan vi skelne mellem psykopater/dyssociale personlighedsforstyrrede og almindelige raske mennesker? Kan I give os nogle karaktertræk af en ægte psykopat? Hvilke af deres egenskaber er behæftet med problemer?

Laura: Det enkleste, klareste og mest ægte portræt af psykopaten/den dyssociale personlighedsforstyrrrede er givet i titlerne på tre grundlæggende bøger om emnet: Without conscience (Uden Samvittighed) af Robert Hare, The Mask of Sanity (Masken af tilregnelighed) af Hervey Cleckley, og Snakes in Suits (Slanger i jakkesæt) af Hare og Paul Babiak. En psykopat/dyssocial personlighedsforstyrrede er lige præcis det: samvittighedsløs. En af de vigtigste ting at huske på er, at dette er skjult for øjet under en maske af normalitet, som ofte er så overbevisende, at selv eksperter bliver bedraget, og resultatet er, at de bliver de ”Slanger i Jakkesæt”, som styrer verden. Det er det korte svar.

Henry: Populær kulturen ser psykopater som værende dem karakteriseret som Hannibal Lector i Silence of the Lambs, det vil sige som seriemordere. Men selv om der ganske vist er et vist antal psykopater, som er kriminelle, og som løber ind i konflikt med loven og nogle, som rent faktisk er seriemordere, så er der et stort antal af dem, som aldrig kommer i konflikt med loven. Det er dem, som er lidt smartere, og det er dem, der er langt de farligste, idet de har fundet måder på, hvordan de kan bruge systemet til deres fordel.

Der er et antal af karaktertræk som vi finder i psykopater: Den mest umiddelbare er manglen på samvittighed. De mangler helt følelsen af anger og empati med andre. De kan være ekstremt charmerende og er eksperter i at bruge talen til at charme og hypnotisere deres offer. De er også uansvarlige. Der er aldrig noget, som er deres fejl: det er altid en anden eller verden som sådan, som er skyld i alle deres ’problemer’ eller deres fejltagelser. Martha Stout, i hendes bog The Sociopath next door (Sociopaten i nabohuset), identificerer hvad hun kalder medlidenhedsplottet. Psykopater bruger medlidenhed til at manipulere. De overbeviser dig om at give dem blot en chance til og ikke at fortælle om, hvad de har gjort. Så et andet karaktertræk – og et meget vigtigt et – er deres evne til at kontrollere strømmen af information.

De er også ude af stand til at have dybe følelser. Da Hare, en Kanadisk psykolog, som har brugt hele sin karriere på studiet af psykopati, udførte hjernescanning af psykopater mens han viste dem to sæt af ord - det ene med neutrale ord uden følelsesmæssigt associationer og et andet sæt med følelsesladede ord - så viste det sig at, mens forskellige områder at hjernen lyste op hos den ikke-psykopatiske kontrol gruppe, så blev begge sæt af ord hos psykopaterne bearbejdet på samme måde af hjernen, den del som bearbejder sprog. De havde ingen umiddelbar følelsesmæssig reaktion.

Hele vores følelsesmæssige liv er et mysterie for dem, mens det på samme tid stiller dem til rådighed et kæmpe værktøj til at manipulere os med. Tænk på de øjeblikke hvor vi er stærkt bevæget af følelser, og hvor vores evne til at tænke klart er hæmmet. Så forestil dig at du var istand til at foregive en sådan følelse, forblivende kold og beregnende, mens den person, som du er i udveksling med, er fanget i en følelsesmæssig heksekedel. Du kunne bruge tårer eller jamren for at få hvad du ville, mens dit offer er drevet til rådvilde af de følelser, som de gennemlever.

De lader også til ikke at have noget egentligt forhold til fortid og fremtid, men lever helt og holdent i forhold til deres egne behov og lyster. På grund af manglen af et indre liv, så søger de ofte nye nervekildren, hvad som helst fra at føle magten ved at manipulere andre, til at begå illegale aktiviteter blot for at fornemme adrenalinen i blodet.

Et andet karakteristisk træk hos psykopater er, hvad Lobaczewski kalder deres ” specielle psykologiske viden” af normale mennesker. De har studeret os. De kender os bedre end vi kender os selv. De er eksperter i at vide, hvordan de kan presse vores ømme punkter for at bruge vores følelser imod os. Men ud over det, så ser det ud til, at de endda har en speciel hypnotisk magt over os. Når vi begynder at blive fanget i psykopatens net, så formindskes vores evne til at tænke og bliver istedet tåget. De lader til at kunne tryllebinde os. Det er kun senere, når vi ikke er i deres nærhed, ude af tryllebindingen, at tankens klarhed vender tilbage, og vi begynder at undre os over, hvordan det kunne være, at vi var ude af stand til at svare igen eller modvirke, hvad de gjorde.

Mange af de bøger som er skrevet på engelsk om psykopati taler om psykopater som værende en gruppe, som deler en række fælles kendetegn. Den mest vidtbrugte skala til at måle psykopati med var udviklet af Dr. Hare. Det er en liste kaldet PCL-R. Den angiver 20 kendetegn, som er fundet i psykopati. Hvis et kendetegn er til stede nogle gange, så får det 1 point; hvis det er fremtrædende i personligheden, så får det 2 point. Den højeste score er derfor 40 point. Personer, som scorer mere end 30 på PCL-R skalaen betragtes som værende psykopater.

Men det som Lobaczewski har gjort er at gå et skridt videre og lavet en taxonomi af forskellige typer af psykopater og andre patologiske typer, og han viser, hvordan deres afvigelser arbejder sammen til at skabe et patologisk system. Han har bragt til offenligheden en masse arbejde foretaget af psykologer i Europa, som var gået tabt i tiden under kommunismen.

Laura: Diagnose er et omstridt punkt; der er kontroverser som det er nødvendigt at forklare for at kunne forstå mulighederne for identificering.[1]

Lobaczewski diskuterer den kendsgerning at i Nazi Tyskland og Stalinist Rusland, blev de psykologiske videnskaber misbrugt til at støtte totalitære regimer, og at dette var gjort af psykopater ved magten, som derefter gjorde, hvad de kunne, for at ødelægge vigtige informationer om denne tilstand (psykopati), for at den ikke skulle blive almindelig kendt. Han påpeger at ethvert styre, som primært er bestående af (psykologisk) patologiske afvigende personer, ikke kan tillade at den psykologiske viden frit får lov til at udvikle sig og blomstre, fordi resultatet deraf ville blive, at regimet selv ville blive diagnoseret som værende patologisk, og det ville dermed blotlægge ”manden bag forhænget.”

Baseret på førstehåndsobservationer af fænomenet, som det her drejer sig om, så angiver Lobaczewski at undertrykkelsen af viden er gjort for den for psykopaten typiske måde: i hemmeligt og under dække af ”The mask of Sanity” (masken af tilregnelighed). For at være i stand til at styre de psykologiske videnskaber, så må man vide og være istand til at fornemme, hvad der foregår og hvilke fragmenter af psykopatologi, der er mest farlige. Et patologisk politisk regime lokaliserer de individer i feltet, som er psykopater (normalt meget middelmådige videnskabsmænd), befordrer deres akademiske studier og gradueringer og bemægtigelsen af nøglepositioner i oversigtsfunktioner over videnskabelige og kulturelle organisationer. De er dermed i stand til at nedskyde mere talentfulde personer, styret både af egen interesse og den typiske jealousi, som karakteriser en psykopats holdning til almindelige mennesker. Det er nu dem, som vil kunne overvåge videnskabelige papirer for deres ”rette ideologi” og forsøge at sørge for at en god specialist vil blive nægtet den nødvendige videnskabelige litteratur, som han har brug for.

Fakta er, at over de sidste 50 år er begrebet psykopati blevet væsentligt indskrænket og nu refererer til en specific personligheds forstyrrelse, selvom der har været forsøg på at afskaffe begrebet helt og istedet skifte til ”dyssocial personlighedsforstyrrelse”, som kan betegne en stor række af adfærdsmønstre som ikke nødvendigvis kræver den kliniske diagnose for psykopati. Robert Hare insisterer, at det er vigtigt at forstå, at psykopati ikke er synonym med kriminalitet eller vold; ikke alle psykopater begår voldelige eller kriminelle gerninger. Og på samme måde så er alle voldelige personer eller kriminelle ej heller psykopater.

Ifølge Robert Hare et al, Cleckley, Lobaczewski, og mange andre eksperter i psykopati, så kan diagnosen af psykopati ikke blive lavet på basis af åbenlyse adfærdsmønstre med udelukkelse af mellemmenneskelige og følelsesmæssige symptomer, fordi en sådan procedure vil gøre psykopater af mange mennesker, som blot er skadet af livet eller samfundet, og en sådan procedure vil tillade den rigtige psykopat med en godt opbygget maske af tilregnelighed (mask of sanity) at undslippe identificering. Baseret på en voksende mængde af literatur, så opvokser mange (eller de fleste) psykopater i stabile velstående hjem, og bliver jakkeslips kriminelle, som på grund af penge og status, aldrig har deres private ødelæggende adfærdsmønstre bragt til åben skue og gentagent undslipper at komme i kontakt med retssystemet.

Men nu for at komme specifikt ned til diagnose og/eller identificering: Der er et antal teorier om Etiologien af Psykopati såsom Psykopati som en adapterende strategi, som en variant af normal personlighed, som en hjernefejlsfunktion, som en udtryksform for manglende sympati eller patologi i tidlig barndom, som et indlæringsproblem osv. Der er meget lidt empirisk bevis på, at den ægte psykopat er et resultat af skade i barndommen, og mere empirisk bevis til støtte for, at det er genetisk. Den neurobiologiske model giver os det største håb på at være istand til at identificere selv den mest snedige psykopat.

Som Henry har nævnt, i en undersøgelse af reaktionstiden til forskellige ord, følelsesmæssige, neutrale, pseudo ord, blev det påvist at Event-Related brain Potentials (BegivenhedsRelateretHjernePotentiale) (ERP) i sproglige beslutningsopgaver blandt ikke-kriminelle indikerede at responserne til både positive og negative ord var mere akkurate og hurtigere end de var til neutrale ord. I hjernen hos disse forsøgspersoner, indikerede de centrale og de parietale steder tidlige og sene ERP komponenter til følelsesladede ord. De sene komponenter af ERP var tænkt at indikere en fortsat behandling af ordet.

I samme studie viste ikke-psykopatiske kriminelle følsomhed overfor følelsesladede ord. I modsætning dertil så lykkedes det ikke psykopaterne at vise nogen forskel i reaktionstid eller ERP mellem neutrale og følelsesladede ord. Hvad mere var, morphologien af deres ERP var markant anderledes end fra dem hos non-psykopaterne. Den sene komponent af ERP som var lang og stor i non-psykopaterne var lille og hurtig hos psykopaterne. Tanken er at det måske reflekterer det fakta, at psykopater laver sproglige beslutninger og behandler information på en overfladisk måde. Dette er understøttet af nye hjerne-billedeundersøgelser, som viser at psykopatiske stofmisbrugere havde mindre hjerneaktivitet under sproglige beslutningsopgaver end tilsvarende ikke-psykopatiske stofmisbrugere.

Hare og andre har også opdaget, at afvigelserne i ERP hos psykopaterne ikke var specifikt til følelsesmæssigt sprog men også inkluderede abstrakt sprog. Et andet interessant fund i to adskilte studier var en usædvanlig stor negativ bølge, som rullede hen over det frontale område af hjernen. En midlertidig forståelse af dette er, at det reflekterer en dyb afvigelse i kognitiv og følelsesmæssig bearbejdning.

Andre nyere undersøgelser har ledt til lignende resultater og konklusioner: at psykopater har stort besvær med at bearbejde sprogligt og ikkesprogligt følelsesmæssigt materiale, at de har tendens til at forvirre følelsesmæssig betydning af begivenheder og det mest vigtige, at disse mangler viser sig i hjerne scanninger. Psykopater udviser usædvanlig inter-hemisfærisk fordeling af bearbejdningsresourcer, har besværligheder med at prissætte de subtile meninger og nuancer i sproget, såsom ordsprog, metaforer, og så videre, har dårlig nuancering af olfaktoriske indtryk, muligvis på grund af orbito-frontal dysfunktion, og har muligvis hvad der forekommer at være en sub-klinisk form for tankeforstyrrelse karakteriseret ved en mangel på sproglig sammenhæng. Alle disse kognitive og affektive afvigelser kan ikke blive forklaret af nogen af de andre modeller for psykopati, og de kan detekteres ved hjernescanninger.

Det sidste punkt: tankeforstyrrelseproblemet, er noget, som vi har arbejdet med at prøve at finde nogle generalle regler for, således at den almindelige person kan lave personlige evalueringer efter at have udvirket nogle skjulte test ved disskussioner med en, som de måske mistænker for at have i tankerne at bedrage eller manipulere dem.

Men dette er et ladet emne. Som Lobaczewski påpeger, så hvis psykopaten regner sig selv for normal, hvilket selvfølgelig er lettere, hvis han er i en position med autoritet, så ville han se den almindelige person som værende anderledes og derfor anormal. En normal persons handlinger og reaktioner, hans tanker og moralske kriterier slår psykopaten som værende anormal. En normal person forekommer for psykopaten som værende naiv, en godtroende af knap forståelige teorier om kærlighed og ære og samvittighed; at kalde ham for ”skør” er ikke så langt væk. Det forklarer hvorfor patologiske styrer altid har betegnet kritikere som værende ”mental anormale.”

Retssystemet er ikke istand til at handle med dette, præcist fordi det retslige system ofte er en skabelse af patologiske individer, eller i det mindste administreret af dem. En veludtænkt lovgivning skulle kræve videnskabelig test af individer, hvis påberåbelse af andre som værende psykologiske anormale, hviler på løs eller tvivlsom grund.

På den anden siden, enhver patologisk social eller herskende system, hvor psykiatri er brugt for politiske grunde præsenterer videre problemer. En person, som gør oprør mod et regeringssystem, som for ham forekommer at være fremmed og amoralsk, kan meget let blive karakteriseret af en sådan regering som værende ”mental anormal”, en som er ”personlighedsforstyrret” og som skulle indlægges på psykiatrisk afdeling, og der er masser af måder for dem at få kontrol med test systemet på. En videnskabelig og moralsk degenereret psykiater kan findes til det formål.

Så det er et tveægget sværd.

Silvia Cattori: Hvad er nogle af de forskellige typer som er identificeret af Lobaczewski?

Henry:
Ligesom de fleste forskere, så laver han en grundlæggende adskillelse mellem de (psykologiske) afvigelser der er nedarvede og de som er erhvervede, det vil sige dem som er født med patologien til forskel fra dem som bliver patologiske på grund af skade til hjernevævet eller trauma i tidlig barndom. Skade til hjernevævet kan medføre skar, som kan ændre en persons evne til at opfatte og føle. De dele af hjernen, som normalt klarer disse funktioner, er ikke længere istand dertil med den følgevirkning, at dataerne så bliver overført til andre dele af hjernen, som normalt er beskæftiget med andre funktioner. Han benævner dem, hvis personlighedskarakter udvikler sig i en fordrejet retning på grund af skade eller trauma som værende karakteropater. Dernæst opremser han flere slags af karakteropati: den paranoide karakteropat ( han nævner Lenin som et eksempel derpå); frontal karakteropati, en afvigelse grundet skade til frontallapperne (Stalin er et eksempel på denne type), stofmedført karakteropati, på grund af stofmisbrug, der skader det centrale nervesystem. Derudover er der patogenmedført (sygdomsmedført)karakteropater (han foreslår at Franklin D. Roosevelt måske havde lidt af denne lidelse), ligesom visse personer med epilepsi (han nævner Cæsar og Napoleon).

De medfødte lidelser er: schizodia eller schizoidal psykopati (skizoid), essentiel psykopati, asthenic psykopati (afhængig personlighedsforstyrrelse), anankastic (tvangsprægede personlighedsforstyrrelse), hysterisk (histrionisk personlighedsforstyrrelse), og skirtoidal psykopati, og så dem som han benævner ’jakaler’, det vil sige individer, som ender up som lejemordere eller lejesoldater. Lobaczewski skekulerer, at denne type er en blanding af de andre typer. For at give en ide, vil jeg blot se på to af typerne.

Skizoid psykopati er en afvigelse, som udvikler personer, som er hyperfølsomme og mistillidsfulde, og som lader hånt om andres følelser. De er tiltrukket af højtlydende ideer, men deres fattige psykologiske natur begrænser alvorligt deres opfattelser og vender deres såkaldte ”gode intentioner” imod indflydelser for ondskab. Deres ide om menneskets natur ender op med at pervertere deres forsøg. Som Lobaczewski siger, så er det typiske udtryk for deres holdning til menneskeheden best opsumeret i, hvad han kalder den ”skozoide deklaration”, som går sådan: ”Menneskets natur er så dårlig at orden i det menneskellige samfund kun kan blive opretholdt ved hjælp af en stærk magt skabt af højt kvalificerede individer under navnet af en højere ide”. Hvor mange bevægelser fra facisme til kommunisme og videre til neokonservatism, som vi ser idag er baseret på den ide! Man kunne foreksempel let forestille sig denne udtalelse komme fra Leo Strauss.

Essentielle psykopater er den slags, som ligger tættest på ideen af psykopati som behandlet af Cleckley, Hare, Babiak, og andre. Lobaczewski laver den afskrækkende bemærkning at ”De lærer at genkende hinanden i befolkningsansamlinger så tidligt som i barndommen og udvikler fornemmelsen af eksistensen af andre, der er ligesom dem selv. De bliver også opmærksom på, at de er anderledes end de andre mennesker, som er omkring dem. De ser på os fra en vis afstand som en para-specifik variant. ”

Tænk på ramificationerne af denne udtalelse: De er til en vis grad klar over sig selv som en adskilt gruppe, selv i barndommen! Deres evne til at genkende deres fundamentale forskelle fra resten af menneskeheden vil gøre at deres loyalitet ville være hos andre af deres slags, det vil sige andre psykopater. Lobaczewski peger på, at i et hvilket som helst samfund i vores verden vil psykopatiske individer ofte skabe aktive netværk af fælles sammensværgelse, fremmedgjort til en vis grad fra samfundet af normale mennesker. De er klar over at være anderledes. Deres verden er for altid delt mellem ”dem og os”; deres egen verden med dets love og skik og brug og den anden ”fremmede verden” af almindelige mennesker, som de betragter som værende fuld af formastelige forestillinger og skikke om sandhed og ære og anstand og i hvis lys, de er klar over at være moralsk dømt. Deres egen fordrejede fornemmelse af ære driver dem til at bedrage og bagtale ikke-psykopater og deres værdinormer. I modsætning til idealet hos almindelige mennesker, så betragter psykopater det som normal adfærd at bryde løfter og aftaler. De begærer ikke blot ejendele og magt, men føler at de har en naturlig ret dertil, blot fordi de eksisterer og kan tage dem. De opnår en speciel fornøjelse ved at tilrane og tage fra andre; hvad de kan plagiere, svindle og afpresse fra andre er så meget sødere end frugt end den, de kan opnå ved at tjene til den ved ærligt arbejde. De lærer også meget tidligt, hvordan deres peronlighed kan have en traumatiserende effekt på ikke-psykopater, og hvordan de kan drage fordele af denne form for terror til at opnå deres ønsker og mål.

Forestil dig nu, hvordan mennesker, som er totalt ubekendte med dette kan blive bedraget og manipuleret af disse individer, hvis disse var ved magten i forskellige lande. Og alt imens at de ville foregå at være loyale til de lokale befolkninger så at spille op imod hinanden diverse åbenlyse og letgenkendelige fysiske forskelle mellem diverse grupper (som for eksempel race, hudfarve, religion, osv). Psykologisk normale mennesker ville blive sat op imod hinanden på basis af ubetydelige forskelle mens de (psykologisk) afvigende ved magten med deres fundamentale forskel fra resten af os – en mangel på samvittighed, en manglende evne til at kunne føle for et andet menneske – sidder tilbage og nyder høstens resultater og trækker i trådene.

Jeg tror at det ganske præcist opsumerer den situation, som vi er konfronteret med idag.

Silvia Cattori: Kan I give nogle eksempler som vil hjælpe os til at forstå problemet mere generalt?

Henry: Lobaczewskis bidrag er hans analyse af måden, hvorpå forskellige psykopatiske typer arbejder sammen til at forme et system, hvor individer, som er klinisk patologiske, sidder ved magten og råder og regerer over mennesker, som er psykologisk normale.

Tidligt i bogen beskriver Lobaczewski sine erfaringer som universitetsstuderende, hvor han først stødte på fænomenet. Han gik ind på biblioteket for at tage nogle bøger ud om psykopati og fandt til sin overraskelse at de var alle blevet fjernet! Dette fakta demonstrerer en selvforståelse af at være anderledes ved i det mindste nogle af dem - og i nævnte tilfælde af Polen under kommunismen - så hos dem der var i positioner tilstrækkeligt magtfulde til at kunne få bøger fjernet fra universitetsbiblioteket. Laura sagde, at da hun læste den passage i bogen, så stod hårene på nakken op! Følgerne af dette faktum er bredtfavnende i forståelsen af vores verden, hvordan det kom til at blive sådan, og hvad der er nødvendigt for at ændre det.

Men her er nogle eksempler af psykopatisk adfærd som det er rapporteret af andre forfattere:

(1)En mor leger skjul og find med sin fireårige datter. Hun holder en stor køkkenkniv i sin hånd. Hun siger til datteren: ”Jeg vil tælle til 100, og hvis jeg finder dig, så vil jeg skære dine tommelfingre af.” Den terroriserede datter gemmer sig i kosteskabet og moderen, som ved at hun er der, lader hende blive der, terroriseret, skrækslagen og traumatiseret, til den bitre ende. Da moderen til sidst åbner døren til kosteskabet, bøjer hun sig ned over sin datter og skærer huden under en af tommelfingrene.

(2) En familie har to sønner. Den ene af dem begår selvmord med en jagtriffel. Næste jul giver forældrene den samme jagtriffel i julegave til deres anden søn. Da de blev spurgt hvorfor, svarede de: ”Den fungerede upåklageligt.”


Hvordan kan sådan en adfærd passe ind i en general tro på, at vi alle har en guddommelig gnist inden i os og at alle har en samvittighed? Kan du forestille dig at gøre lignende til dine egne børn?

Vores moralisering giver os ikke nogen måder at behandle denne sygdom på. Det må forstås for, hvad det er. Disse individer kan ikke blive ”helbredt”. Forestil dig den samme person i en magtposition, og du kan forklare skandaler såsom Enron. Hare nævner psykopater, som går efter ældre personer. Som for eksempel en ældre person, som er blevet bedraget af hans eller hendes livs opsparing – selvfølgelig af en psykopat. Der er andre psykopater, som vil kontakte ofret under påskud af at være en advokat, og som vil sige at de imod et honorar vil være istand til at få pengene tilbage. Ofret vil så låne penge fra en bekendt eller et familimedlem og miste disse penge til den falske advokat.

Laura: En af hovedfaktorerne som er værd at tænke over, i forbindelse med hvordan et samfund kan blive taget over af en gruppe af patologisk afvigende personer, er deltagelsen af påvirkelige individer inden for det givne samfund. Lobaczewski giver et gennemsnitstal for de mest aktive (psykologisk) afvigende i et givet samfund til at være omkring 6%. Dette tal vil selvfølgelig variere meget fra land til land afhængig af mange faktorer. Det vestlige samfund har et bredt udvalg at påvirkelige individer.

Den essentielle psykopat er kernen i spindelvævet. De andre psykopatier og karakteropatier beskrevet af Lobaczewski og andre, former det første led i det Patologiske styre system, og det skal nævnes, at de er langt mere talrige end essentielle psykopater. Så denne gruppe udgør omkring 6% af en given befolkningsgruppe. (1% essentiel psykopati og op til 5% af andre psykopatier og karakteropatier.)

Det andet led i sådant et system består af individer, som er født normale, men som enten allerede er fordrejet på grund af at have været udsat i lang tid til psykopatisk materiale via familie- eller sociale inflydelser, eller også på grund af psykisk svaghed har valgt at imødekomme de krav stillet af psykopati for at tilfredsstille egne selviske mål. Numerisk, så består denne gruppe ifølge Lobaczewski af omkring 12% under normale forhold i en given befolkningsgruppe. Det er svært som Lobaczewski påpeger at tegne en skarp grænse mellem disse sidste typer og de genetiske varianter uden at have input fra ægte, ikke-psykopatisk videnskab. For tiden kan betegnelserne kun være beskrivende.

Det vil sige at omkring 18% af en given befolkning er aktive i skabelsen og indførelsen af et Patokrati (eller forsøget på at skabe og påtvinge et). Gruppen bestående af de 6%, former det Patokratiske aristokrati og gruppen som former de 12%, former det nye bourgeoisi, hvis økonomiske situation er den mest fordelagtige.

Når først det er sat op, så fortærer det elitiske psykopatiske system hele den sociale organisme, sættende over styr dets talenter og magt. Patokratiet, når først det er etableret, følger en given kurs og har visse ”tiltalende” magter. I et Patokrati, rejser det socioøkonomiske system sig fra den sociale struktur, som er skabt af det politiske magtsystem, hvilket er et produkt af den specielle elites verdenssyn på patologisk afvigende. Det er derfor at et Patokrati er mere en makrosocial sygdomsprocess, som er skabt af menneskelige patogener, og det kan komme til at berøre en hel nation i en grad tilsvarende til en kræftknudes metastasizing. Og ligesom udviklingen af kræft i kroppen følger en karakteristisk patodynamisk process, således gør også Patokratiets makrosociale sygdom.

Det er umuligt at forstå et sådant patologisk fænomen ved brugen af metoderne af “normale” mennesker, som ikke iberegner de afvigende tankeprocesser hos menneskelige patogener. Det kunne ihvertfald siges, at hele verden har været styret af et “skjult patokrati” (eller kryptokrati) over en meget lang periode. Mange forskere har foreslået at der altid har været en “hemmelig regering”, som opererer, selvom den åbenlyse regering i sig selv ikke teknisk set er et Patokrati. Foreslaget er her, at psykopaterne altid er i baggrunden teknisk set, selv i historiske cykluser hvor der ikke har været nogen patokratier (dvs. gennem ”gode tider” som Lobaczewski beskriver som fundamentet for den hysteriske (engelsk: hysteroidal) cyklus som åbner døren for til et åbent Patokrati).

Hvis vi bruger begrebet patokrati for ”styre af en hemmelig regering”, så bliver al historie til et “patokrati” og ordet mister sin mening, så det er vigtigt at nævne at begrebet “Patokrati” er et specielt fænomen, som kommer som et resultat af hedonisme i gode tider, og at det er karakteriseret ved at 100% af essentielle psykopater indtager en eller anden form for lederfunktion ud i det åbne, som det skete i Tyskland under Nazismen og i Rusland og Østeuropa under kommunismen. Og bør jeg tilføje, som det sker netop nu.

Man kan ikke rigtigt betegne de problemer, som konfronterer os idag som “politiske” ved brugen af de almindelige navne for politiske ideologier, fordi som nævnt ovenfor, patologisk afvigende opererer bag en fuldstændig maske og bruger med stor færdighed bedrageri og psykologiske kneb. Hvis vi tænker eller tror, at en hvilken som helst politisk gruppe som har sådan og sådant et navn er heterogen med hensyn til dets sande natur, så vil vi ikke være istand til at identificere årsagerne og symptomerne på sygdommen. Enhver ideologi vil blive brugt til at maske de patologiske kvaliteter fra øjnene af såvel lægpersoner som eksperter. Så forsøget på at referere til dette eller andet som værende ”venstredrejet” eller ”højredrejet” eller ”socialistisk”, ”demokratisk”, “kommunistisk”, republikansk osv., vil aldrig hjælpe os med at komme til at forstå den patologiske selv-skabelse eller dets ekspanderende eksterne indflydelser. Som Lobaczewski siger, Ignota nulla curatio morbi! Ingen (folke)bevægelse vil nogensinde lykkedes som ikke faktorerer psykopati og ponerologi ind i overvejelserne.

Silvia Cattori: Det perverse er dem, som når de står overfor alle de problemer, som de selv har skabt siger: ”Det er de andres skyld. Jeg har intet med det at gøre.”

Henry: Lige præcist. Et eksempel som kommer til tankerne og citeret af Hare, er psykopaten, som dræbte begge sine forældre og derefter bad om sympati for ham, fordi han var forældreløs!

Intet er nogensinde deres skyld. De er aldrig ansvarlige for noget.

Laura: Jeg har lyst til at forklare dette fænonmen lidt mere. Psykopaten er et individ, som deler verden op i sort og hvidt, godt og ondt, og denne inddeling er meget ubøjelig. Den psykopatiske struktur er organiseret omkring en meget enkel struktur: ”føles godt, er godt - føles dårligt, er dårligt”. Men blot fordi denne strukter er ubøjelig, så betyder det ikke, at den er rationel eller stabil. Ting er gode eller dårlige, men hvad der er godt eller dårligt afhænger af de umiddelbare omstændigheder, dvs. hvad psykopaten vil have i øjeblikket.

Men dette er ikke et ”forsvarssystem”, det er simpelthen bare sådan, at for psykopaten drejer virkelighedens midtpunkt sig om, hvad der “føles godt” uden overhovedet nogen reference til andre mennesker udover som værende objekter, som kan tjene psykopatens behov. Man kan også sige, at psykopatens psykologiske struktur er som hos nyfødt barn, og at det aldrig udvikler sig, aldrig vokser op.

Et barn har ikke noget indre selv, udover at være i centrum for en bunke neurologiske input og output, som søger tilfredsstillelse og forkaster ubekvemheder.Selvfølgelig er der med en voksen psykopat højt udviklede neurologiske cirkuits, som har udviklet sig i indlæringsprocessen med, hvad der virker i forbindelse med at få hans behov og krav opfyldet.

Under indflydelsen af denne indre structur er psykopaten ikke istand til at værdsætte andre menneskers behov og ønsker, de fine nuancer i en situation eller at kunne tolerere tvetydigheder. Hele den externe virkelighed er filtreret gennem – lavet til at passe til - denne stive og primitive interne struktur.

Når psykopaten er frustreret, så hvad det ser ud til, at de føler, er at alt i verden ”derude” er imod dem, og at de selv er, gode, langtlidende og kun søgende efter idealet for kærlighed, fred, sikkerhed, skønhed, varme og komfort. Det vil sige, at når en psykopat er konfronteret med et eller andet som er utilfredsstillende eller truende, så bliver det objekt (person, ide, gruppe eller hvad det nu måtte være) placeret i den ”alt er skidt” kategori fordi, hvis psykopaten ikke kan lide det, så kan det selvfølgelig ikke være godt!

Her kommer et af nøglepunkterne: når beviserne ophober sig, at et valg eller en gerning, som en psykopat har foretaget, har skabt et problem eller lavet en situation værre, så må dette også blive benægtet som værende en del af selvet og derfor vil det af psykopaten blive projekteret udadtil.

Det vil sige, at hvadsomhelst, som er defineret som værende “dårligt”, er projekteret/overført på en anden person eller noget andet, fordi psykopatens interne struktur vil ikke indrømme noget galt, eller dårligt eller nogen fejl. Og husk på at det er ikke fordi psykopaten vælger at gøre det sådan, det er fordi, de ikke kan gøre andet. Sådan er de skruet sammen. De er ligesom katten, som nyder at torturere musen, før den spiser den. Det er bare, hvad katte gør.
Psykopater er mestre i Identitets-Projektioner. Det vil sige, de projekterer/overfører over på andre alt, hvad er dårligt (husk at ”dårligt” skifter afhængigt af, hvad psykpaten ønsker), og søger på manipulative måder at fremkalde i den anden person det, som er bliver projekteret, og søger at kontrollere den anden person, som er set som manifesterende disse ”dårlige” kendetegn. På denne måde opnår psykopaten fornøjelse og føler sig ”i kontrol”.

Husk på at hvad psykopaten ser som værende godt intet har at gøre med sandhed, ære, anstændighed, hjælpsomhed overfor andre, eller nogen andet udover, hvad psykopaten ønsker på det givne tidspunkt. På denne måde kan enhver overskridelse af andres rettigheder, beskidte eller onde handlinger blive udført af psykopaten, og han vil sove som en baby (bogstaveligt talt) om natten, fordi han har ikke gjort noget galt!

George Bush og de Neokonservative kan ødelægge Irak og kalde det “at bringe demokrati” og rent faktisk føle sig tilfredse dermed. Israelske psykopater kan stjæle Palestina, myrde palestinænsere og retfærdiggøre det med Biblen og føle sig godt tilfredse dermed. Selvfølgelig ved de, at de lyver når de lyver, men inderst inde tror de, at hvad der er ægte godt er det, som får dem til at føle sig godt tilpas og sikre i verden. Og de ved at sådanne nogen som dem selv, vil blive fordømt og angrebet af majoriteten af andre mennesker, hvis de ikke skjuler deres higen efter hvad de begærer bag en maske af en eller anden højtlydende begrundelse.

Silvia Cattori: Vil det sige at de moderne patokrater, som opererer i vore dages såkaldte ‘informationssamfund’ ikker er anderledes end støtterne af Hitler? Undtagen at de er mere farlige, da de har mere sofistikerede redskaber og er istand til at udnytte de forskellige måder for kommunikaton på en mere bevidst måde?

Laura: Det opsumerer det meget godt.

Henry: Det patokratiske system, det vil sige, et styre som er bemandet af psykologisk afvigende, vil produce lignende resultater, hvadenten det er skjult bag en maske af fascisme, kommunisme eller kapitalisme. Ideologien i sig selv er underordnet. Det fungerer blot som et dække og et mobiliserende punkt for den procentdel af befolkningen, som er nødvendig som støttebase. Denne støttebase tror på sloganerne og er ude af stand til at se bag masken. En vis procentdel af dem vil oversætte de ideologiske slogans med deres egne øjne grundet i samvittighed og tro, at målet er at forbedre vores skæbne. Derfor får vi disse slogans om menneskets broderskab, eller om de udnyttede, tomme sætninger om retfærdighed og frihed, at bringe demokrati til Irak, osv. mens realiteten er afmagt, splittelse, og slaveri. Efterhånden som nogle af de individer, som støtter ideologien får øjnene op for gabet mellem idealerne og handlingerne af lederne eller Partiet, så vil nogle af dem forlade ideologien for så at blive erstattet af andre.

I verden idag, hvor information er kontrolleret af en lille gruppe af medieejere, og hvor disse medieejere har meget tilfælles med de patologiske regimer, så kan større mængder af mennesker blive påvirket og inficeret med den patologiske tankegang. Et eksempel derpå er den berømte bemærkning fra Madeleine Albright tilbage i 1996, da hun blev spurgt om de 500,000 dødsfald i Iraq, for det meste børn, som følge af embargoen. Hun svarede, at hun tænke at ’Det var det værd’, det vil sige, at de dødsfald var den nødvendige pris, man måtte betale for at styrte Saddam. Det er utvivlsomt et patologisk svar og på trods af det, hvor mange amerikanere har ikke hørt dette svar uden at tænke videre over det? Enhver som hørte denne bemærkning uden at blive oprørt er blevet inficeret med patologisk tænkning, de er blevet poneriseret. Deres tankegang er blevet fordrejet af den patologiske infektion.

Silvia Cattori: Er mangel på samvittighed og en ufølsomhed overfor lidelse, hvad der skelner psykopater fra normale mennesker?

Henry:
Det er sikkert hovedpunktet, som folk må forstå. I årevis har kunstnere, forfattere, filosoffer, og andre forsøgt at forstå, hvordan det kan være, at verden er en uendelig strøm af lidelser. De har forsøgt at finde moralske grunde dertil. Lobaczewski bruger den første del i sin bog på at diskutere frugtesløsheden af denne indfaldsvinkel, og foreslår istedet en videnskabelig indfaldsvinkel, som er baseret på en forståelse af ondskab som en samfundssygdom, som gerningerne af psykologisk afvigende i et samfund. Uden evnen for empati med andre, kan disse mennesker ikke føle den lidelse, ikke mere end en kat kan føle musens lidelser, mens den leger med den før den spiser den. Bush kan befale tusinder af amerikanske tropper ind i Iraq eller Afghanistan, hvor de vil blive dræbt eller permanent lemlæstet og hvor de vil dræbe tusinder og ødelægge et helt land. Han kan godkende tortur af fanger, kan godkende Israels handlinger i de besatte områder eller i Libanon, og ingen af de lidelser, som han forårsager er virkelige for ham. Der er ikke noget hardware i disse mennesker som kan bearbejde disse følelser. De er på det psykologiske plan ude af stand til at gøre det.

Laura: De har ikke det hardware til at løbe det program.

Henry: Den eneste lidelse som psykopaten kender til, er når hans mad er taget væk fra ham, og jeg bruger her mad i den symbolske betydning: det vil sige, når han ikke får, hvad han vil have. Det er dybden af deres følelsesmæssige liv. Alt andet, som vi måtte læse ind i dem, kommer blot fra vores egen fantasi og en projektion/overførelse på dem af vores egen indre virkelighed.

Og vi gør det hele tiden, fordi det er meget svært virkeligt at fatte, at der er mennesker, som ikke har det rige indre liv, som normale mennesker har.

Laura: Faktisk så opfører vi os mest psykopatisk, når vi projekterer/overfører vores egen indre struktur overpå psykopaten. Vi er så i en ”sort og hvid” verden, hvor nuancer af den menneskelige eksistens ikke er taget i betragtning. Fakta er, at enhver er ikke skabt lige med hensyn til intelligens, talent, fysisk udseende, osv. Og ligesom alle ser anderledes ud, så er de anderledes in deres psykologiske make-up selv, hvis der er visse ting som er fælles som en art.Lobaczewski peger på at det er en af naturens universelle love at jo højere en given arts psykologiske organisation, desto større psykologiske forskelle er der blandt de enkelte individer. Mennesket er den højest organiserede art, og derfor er variationerne mellem individer også de største. Både kvalitativt og kvantitativt, psykologiske forskelle forekommer i alle strukturerne af de menneskelige personlighedsmønstre.

Erfaring har lært os, at problemer er ofte grundet i psykologiske forskelle blandt mennesker. Vi kan overkomme disse problemer, men kun hvis vi erkender disse psykologiske forskelle som en af naturens love og værdsætter deres kreative værdi. Disse forskelle er en stor gave til menneskeheden og befordrer muligheden for at menneskelige samfund kan udvikle deres komplekse strukturer og være højt kreative både på det individuelle og det kollektive niveau.Takket været psykologiske forskelle, så er det kreative potentiale af ethvert samfund mange gange større end det muligt kunne være, hvis vi som en art var mere psykologisk homogene.

Personaliteten hos et normalt menneske er i konstant bevægelse, idet det lærer, vokser og forandrer sig. En livslang evolutionær process er den normale tilstand. Nogle politiske og religiøse systemer prøver at tillægge for stor en stabilitet og homogenitet til vores personligheder, men dette er usundt for den enkelte og for samfundet set fra en psykologisk synsvinkel.

Et samfund der er ordenligt uddannet, rent psykologisk, vil være bekendt med og forstå forskelle og vil også vide at det primære som normale mennesker har tilfælles er: muligheden for at udvikle en moden samvittighed. På den måde kan forskelle blive fejret og det kreative potentiale kan blive fuldt optimeret.

Silvia Cattori: Hvis vi finder flere og flere manipulatører og perverse folk på alle niveauer, er det så fordi samfundet favoriserer narcissister og individualister?


Henry: Er det ikke det, vi ser i værdierne hos de neoliberale? Hele den kapitalistiske ide er en narcisstisk ide. I USA som er den model som er holdt op for verden, er vi fortalt at ”enhver kan blive præsident”. Det er myten om den individuelles succes. ”Hold øje med number 1.””Hvis blot du arbejder hårdt nok, så kan også du blive rig og succesrig”. ”Hvis det mislykkedes er det din egen skyld”.

Konfronteret med denne mytologi, med denne ideologi, er psykopaterne langt bedre forberedt til at blive succesrige end samvittighedsfulde mennesker, fordi de ingen etiske eller moralske følelser har, som vil virke bremsende på deres handlinger. De er ganske parat til at træde på hvem det måtte være for at kunne nå toppen: bagstikke, lyve, sprede løgne om rivaler, er helt fint for dem, og de vil ikke have et øjebliks anger derover.

Det at pådutte neoliberalismen på resten af verden har også været en måde at poneronisere større dele af kloden på. Det er en patologisk ideologi, som skjuler sig bag økonomisk pseudo-videnskab.

Silvia Cattori: Laver vi en fejl når vi forestiller os at lidelserne som Israel har skabt i Palæstina og som USA har skabt i Afghanistan og i Iraq, at de vil forsvinde den dag Bush eller Olmert, eller en anden person forlader magten? At årsagerne er systemiske og derfor immune overfor udskiftning af et politisk parti eller regering?

Henry: Ja. Kig bare på USA. De to partier er spejlbilleder af hinanden. For at opretholde billedet af et demokrati er begge partier nødvendige, og begge partier tjener de samme mestre. Men der er ingen ledere i USA som står op og taler om folkemordet på palæstinenserne. Døden af hundredvis af tusinde af irakkere forbigås i stilhed. Der er ingen plads for samvittighed i den amerikanske regering, i nogen af partierne, og kontrollen af medierne - for ikke at nævne andre måder for afpresning og trusler - sikrer at dem, som måtte tale op om det, ikke gør det.

Israel er en stat, som er grundlagt på en stor løgn: at et overnaturligt væsen deklarede en lille gruppe mennesker for at være “hans udvalgte folk” og gav dem et lille grundskøde i mellemøsten tusinder af år tilbage i tiden. Den store løgn hos Israel og Judaismen er også den fundamentale løgn i Kristendommen og Islam, de to andre monoteistiske religioner. Så vi har store dele af verden, som i tusinder af år har levet med trossystemer, som er åbenlyse groteske – hvis altså at læren er taget bogstaveligt og ikke set som fordrejede udtryk for en endnu større underliggende sandhed.

Hvordan vil udskiftningen af en hvilken som helst spiller i dette system, ændre på den dynamik, som har udfoldet sig over tusinder af år? Den patokratiske struktur, som den er beskrevet af Lobaczewski, er ikke blot anvendeligt til regeringer, men også til andre grupper og organisationer: ethvert sted hvor magt samles. Så religiøse organisationer og liberale bevægelser kan blive poneroniseret, og hvad der oprindeligt måtte have været et redskab til frigørelse bliver et redskab til slaveri.

Hvis, som Lobaczewski foreslår, at essentielle psykopater kan genkende hinanden og er istand til at arbejde sammen med fælles mål for øje for deres “para-specifikke art”, i modsætning til vores interesser, så har vi endog en mekanisme, hvormed vi kan forklare en kontrolstruktur, som strækker sig tilbage i tiden, tilbage i tidens tåge, hvor de første psykopater oprettede det første patokrati. Lige pludseligt, så kan teorier, som har været nedgjort som ”konspirationsteorier” blive set på i et nyt lys, med nye muligheder for at forklare, hvordan de kunne eksistere. Dette tror jeg, er et meget vigtigt område for fremtid forskning.

Et andet spørgsmål, som kan stilles er følgende: hvad effekt har det på personligheden at tro på en løgn? Eksisterer der en patologi, hvis basis det er fundamentalt: at have løgne som et trossystem? Der er gjort studier i “trossystemer” og kendetegnene hos ægte troende. Men hvad hvis den oprindelige fejl ikke handler så meget om det at tro, men mere det at tro på en løgn? Er enhver tro en tro på en løgn fordi vores viden ikke er perfekt, og når først vi bliver fikseret på at tro uanset hvad, bliver vores personlighed så fordrejet?

Men for at vende tilbage til dit spørgsmål, Israel ser ud til at have en speciel plads i verden idag. Det kan ignorere internationale love uden bekymring for at blive stillet ansvarlig. Det kan udløse brutale angreb på palæstinenserne og stadigvæk blive portræteret som ofret – en typisk psykopatisk taktik. Angreb på jøder verden over er katalogiseret og fordømt mens lignende angreb mod arabere og muslimer er akcepteret – et andet psykopatisk kendetegn. Vi har spekuleret i andre bøger, som vi har udgivet, såsom 911: The Ultimate Truth, at psykopaterne på toppen af pyramiden har valgt at bruge jøderne i en speciel rolle i udløsningen af nedslagningen af en større del af menneskeheden. Ideen, at der er en stor jødisk konspiration, er kun dækhistorien, som er spredt af psykopatiske patokrater for at skjule deres egne planer. Der er en konspiration, men den er ikke jødisk. Den er patologisk.

Silvia Cattori: Kan tingene kun blive værre fordi makrosocial ondskab er det samme ondskab, som har påvirket menneskeheden siden tidernes morgen? Er ondskab iboende menneskets natur, og er vi magtesløse overfor det?

Henry: Ondskab er ikke iboende menneskets natur – i det mindste ikke hos normale mennesker, som er blevet ordentligt undervist. Dette punkt er et af de vigtigste, som er gjort af Lobaczewski i hans analyse af det patokratiske system. Det systemiske onde kommer fra en lille gruppe af mennesker, som ingen samvittighed har, enten fordi de er født sådan, det vil sige, at de er genetiske psykopater eller grundet skader mens de var unge eller under opvoksningen og hvilket bevirkede, at samvittigheden døde eller visnede hen.

Lobaczewski mener for eksempel, at Stalin var en karakteropat. Der vil sige, at han ikke var født psykopatisk, men at de patologiske træk udviklede sig på grund af skader mens han var ung. Hans type af patologi kan identificeres. Så Lobaczewskis arbejde er faktisk befriende, fordi det frigør os fra den tanke, at disse forfærdelige handlinger er en del et det normale “menneskes natur”. Disse individer er ligesom sygdomspatogener i kroppen – som en kræft i samfundet, eller ligesom spedalskhed. Det er rigtigt at kroppen kan blive fortæret og ødelagt af sygdom, men det skyldes sygdommen og ikke kroppen selv.

Vi vil ikke rigtig være istand til at vide, hvad menneskets natur er, før den patokratiske indflydelse er fjernet, og et sandt menneskeligt samfund, det vil sige et, som er ledet af – og med værdier i overensstemmelse med vores højeste natur, vores samvittighed, er blevet dannet.

Silvia Cattori: Vi har set, hvor let en George Bush eller en Tony Blair er istand til at lyve. De løfter ikke engang et øjebryn, men lyver uden nogen skamfølelse. Tror I at løgnere såsom Bush og Blair, som præsenterer narcissistiske og manipulerende træk, er født perverse/patologiske?

Henry: Vi er ikke psykologer og vi vil ikke gå ind og give nogen diagnose på individuelle personer. Vi noterer dog at der har været historier om Bush, at han plejede at sprænge frøer i luften med fyrværkeri, da han var barn. Han er også fuldstændig uansvarlig. Der er aldrig noget, som er hans fejl. Blair har en meget glat charme, som er et af de tegn, som så ofte er bemærket af psykologer, som forsker i spørgsmålet om psykopati. De er, så vidt jeg kan forstå, patologiske kendetegn. Men hvad der er vigtigt er systemet, det patokratiske system. Individuelle personer spiller deres rolle i systemet afhængig af deres type.

Silvia Cattori: Er disse træk iboende hos den enkelte og kan de blive korrigeret?


Henry: Korrektion er afhængig af mange variabler. Før vi begynder at tænke på at korrigere disse abnormaliteter er vi nød til af finde måder at beskytte os selv på fra deres indflydelse. Det betyder, at vi først må indrømme at sådanne mennesker eksisterer og er at finde i magtpositioner og for det andet at lære at genkende tegnene på deres manipulationer, og de patologiske træk i vores egen tankegang for at være istand til at befri os selv fra deres indflydelse.

Laura: Som Henry siger, så er der mange variabler. Hvis vi taler specifikt om psykopater, så er den generelle forståelse idag at de ikke blot er uhelbredelige men også uforbedrelige.

Det første problem er at hvis du vil behandle et problem så er du nød til at have en patient. Ordet patient kommer fra Latin, og betyder “at lide”. En patient er per definition en, som lider, og som søger helbredelse.

Psykopater erfarer ikke, at de lider nød og mener ikke, at der er noget galt med dem. De lider ikke af stress eller neuroser og søger ikke frivilligt behandling. De opfatter ikke at deres holdninger og adfærd er forkert og har ingen gavn fra de mange behandlingsprogrammer, som er blevet sat op for at hjælpe dem “udvikle empati” og “sociale færdigheder”. Psykopaten erkender ingen fejl i sin psyke, ingen behov for hjælp. De vil dog deltage i behandlingsprogrammer i fængsler for at være istand til at blive sluppet ud.

Da tilbagefaldskvoten hos psykopater og andre kriminelle, som havde været i behandling, var undersøgt, viste det sig at kvoten for generalt tilbagefald var lige høj i den behandlede og den ikke-behandlede gruppe, 87% mod 90%, hvorimod kvoten af voldelige tilbagefald var betydelige højere i den behandlede gruppe end i den ikke-behandlede gruppe; 77% mod 55%. I kontrast hertil viste det sig, at de behandlede ikke-psykopater havde en betydeligere lavere kvote af general og voldelige tilbagefald; 44% mod 22% - end de ikke-behandlede psykopater, 58% mod 39%. Så det ser ud til at behandlingsprogrammer virker for ikke-psykopater, men derimod gør psykopater værre.

En canadisk journalist, som anmeldte denne undersøgelse, skrev: “Man fandt ud af efter deres løsladelse, at dem som havde scoret højest med henblik på ‘god behandlingsadfærd’ og som havde de højeste ‘empati’ score var dem, som det var mest sandsynligt, at de ville begå kriminalitet igen efter deres løsladelse.”

Det er psykopaten kort beskrevet: de er istand til at foregøgle hvadsomhelst for at opnå, hvad de vil.

Spørgsmålet er: hvordan kan behandlingsterapien gøre det værre? Robert Hares formodning derom er, at gruppeterapien og den insightsorienterede terapi faktisk hjælper psykopaterne til at komme op med bedre måder at manipulere, bedrage og bruge folk på, men gør intet for at hjælpe dem til at forstå dem selv bedre.

Freud argumenterede for, at psykopater ikke var til at behandle i psykoterapi netop fordi, det at have en samvittighed var en af forudsætningerne for at være istand til at bruge psykoterapi. Det er samvittigheden og den beslægtede evne til at kunne bekymre sig om andre, der er hovedkraften i gennemgranskningen af ens motiver, hvilket er grundlæggende for vores adfærd. Det er netop samvittigheden og evnen til at kunne bekymre sig om andre, som psykopaten mangler per definition.

Silvia Cattori: Hvordan kan man være sikker på at man ikke selv er en psykopat? At vi ikke er blevet påvirket os selv af effekten af deres perverse tilstand/patologi, mens de sidder i ledelsepositionerne i en regering og hvor vi finder os selv - i en fagforening, et politisk parti eller et andet sted?

Laura: Til den første del af dit spørgsmål lad mig bare sige, at det ikke er et unormalt spørgsmål at stille – for et normalt menneske – men du har sikkert allerede nu forstået at hvis en person tænker at der noget “galt” med dem, så kan de ikke være en psykopat! Husk: En psykopat kan simpelthen ikke forestille sig, at der kunne være noget galt med ham eller hende.

Henry: Det er meget muligt – faktisk forfærdeligt almindeligt – at blive poneriseret, som Lobaczewski betegner det, det vil sige at blive inficeret med dette ondskab. Det sker, når du begynder at akceptere patologisk tankegang som værende normal tankegang. Vi brugte eksemplet med Madeleine Albright ovenfor. Se på professionel sport for at bruge et andet eksempel. Det er nu akcepteret som normalt, at intimidering på banen er en legitim del i sport såsom i soccer. Vi så ved verdensmesterskaberne sidste år at Materazzi provokerede Zidane uhæmmet igennem hele finalekampen. Folk tænker ikke over det. De akcepterer det som en normal del af spillet idag. Men sådan verbal vold hører ikke med til fodboldspillet. Det er kun en del af spillet, fordi verden af professionel sport, og som eksempel verden af sport i al almindelighed er blevet poneriseret. Hvad er patologisk er blevet akcepteret som værende normal.

Og lige så snart at et område er akcepteret, så spreder infectionen sig. Når vi begynder at akceptere patologiske måder at tænke på som værende vores egen måde at tænke på, som værende normal, så degenererer vores evne til at tænke.

Silvia Cattori: Når I siger at der er omkring 6% af disse perverse/patologiske blandt den menneskelige befolkning, hvordan er I kommet til det tal?

Henry: Lobaczewskis 6% kommer fra hans egen analyse og dem fra de andre medlemmer af den gruppe, med hvem han arbejdede. Men det var for Polen. Det er muligt at tallet varierer fra land til land afhængigt af deres specielle historier. Hvis vi ser på Nordamerica eller Australien, områder som var koloniseret til en hvis grad af folk, som var tvunget ud af deres hjem, kriminelle, eller eventyrlystne, så kan vi stille det spørgsmål om tanken at erobre kontinenter ikke måtte have appelleret mere til visse typer personer end andre. Peger historien om Americas vest for eksempel, og folkemordet på de indfødte folkslag, ikke på højere forekomst af psykopati? Måske antallet i USA er højere idag på grund af dette.

Laura: En fornyligt foretaget undersøgelse blandt universitetsstuderende pegede på at måske 5% eller mere blandt undersøgelsesgruppen kunne være psykopatiske. Det var en omhyggeligt undersøgelse, som var designet til at finde psykopater, som ikke er kriminelle men istedet for succesrige individer i samfundet. Denne undersøgelse påviste også, at psykopati optræder i samfundet og i højere grad end forventet; og psykopati ser ud til at have lille overlapning med personlighedsforstyrrelser bortset fra dyssocial personlighedsforstyrrelser. Det er klart at mere arbejde er nødvendigt for af forstå hvilke faktorer, der adskiller de lovlydige( dog ikke moral-lydige) psykopater fra de lovbrydende psykopater. Dette fremhæver et af de store problemer med forskningen indtil nu, som har fokuseret primært på det kriminalvidenskabelige område.

Silvia Cattori: Dækker det både mænd og kvinder i al almindelighed?

Laura:
På trods af at størstedelen af psykopater er mænd, så er der kvindelige psykopater. Antallet er mere end 1/10 mænd mod omtrent 1/100 kvinder ifølge et skøn.

Silvia Cattori: Hvordan kom I frem til, at det var mere almindeligt blandt mænd? Dette betyder at i et tværsnit af befolkningen vil næsten en ud af ti personer have tendenser - mere eller mindre udprægede – til at skabe et klima af konflikt?

Laura: Man er kommet frem dertil ved et gennemsnit fra forskellige undersøgelser. Som undersøgelsen citeret ovenfor, blandt universitetsstuderende (iøvrigt var det blandt psykologistuderende, hvilket burde få os til at tænke) var tallet 5% eller mere, vi måtte måske tænke at det var prøvegruppen – folk involveret i at studere psykologi, en let måde at få magt over andre på – som var årsagen til det høje antal. På den anden side kan det siges, at undersøgelsen måske har opfanget individer med psykopatisk adfærd, som ikke nødvendigvis var ægte psykopater. Og selvfølgelig så kunne tallet være højere et sted end et andet, højere i en profession end en anden, osv. Hvad der bør bæres i mente er, at psykpater på grund af deres natur, rejser sig til toppen i hvilket som helst miljø, de end måtte befinde sig i. Så tro ikke at de er dernede i samfundets rendesten, og at du ikke vil støde på dem eller blive ramt af dem.

Silvia Cattori: Procentdelen virker meget lav. Dækker den kun over de (psykologiske) perverse, som holder dominerende funktioner, og som sår splid og konflikter, hvorend de går?


Henry:
Den kan måske forekomme lav, fordi i et poneriseret samfund vil mange mennesker blive inficeret med sygdommen. De ser, hvad andre gør og ikke værende stærke nok selv til at følge deres egen moralske kode, hvis den kode adskiller sig fra den af deres naboer, så vil de følge flokken. Disse mennesker er støttebasen for det status quo. De er måske ikke selv psykopater, men de støtter og forsvarer dem.

Et andet aspekt i forbindelse med vedligeholdelse af støttebasen er brugen af angst, fra åbenlys angst for at blive fængslet og tortureret til den slags angst, som stemmer fra at blive stemplet som anderledes, såsom “ værende imod præsidenten” og lignende.

Laura: Husk også at 12% af folk er modtagelige overfor psykopaternes indflydelse og tankegang. Du ender op med at have samlet 18% eller flere af en given befolkningsgruppe, som vil søge at kue og styre resten. Hvis man så tænker på resten, de 82% og bærer i mente normalfordelingskurven, så vil mindst 80% af resten følge hvem, der end er ved magten. Siden psykopater ikke har nogen begrænsninger på, hvad de kan eller vil gøre for at komme til tops, så er dem, der sidder ved magten generalt patologiske. Det er ikke magten, som korrumperer, men derimod at det er korrupte individer, som søger magten.

Silvia Cattori: Konflikt ser ud til at være en form for næring for denne slags perverse/patologiske personlighed, da det giver dem tilladelse til at overføre deres aggression, deres vold over på andre og undgår at stille spørgsmål til dem selv?

Henry: Man kan sige, at det at de ikke selv har nogen følelser, så ernærer de sig ved deres magt til at oppiske følelser hos andre. De får en saltvandsindsprøjtning ud af den magt, som det giver dem. Det får dem til at føle sig overlegne at være “ophævet” over sådanne følelsesmæssige demonstrationer.

Silvia Cattori: Lobaczewskis analyse af løgnen er meget stærk. Han er meget overbevisende i hans demonstration af, at løgneren altid har retten på sin side. Der ligger deri en ny forståelse for, hvordan psykopater fungerer. Han forklarer rigtig godt løgnens mekanisme. Løgnen er deres måde at fungere og vinde på. Jeg kunne tænke mig at vide noget mere om løgnens mekanisme og dens virkninger. Hvordan virker den? Er der løgnere på alle felter?

Henry: Løgnen er en meget effektiv strategy, fordi meget få mennesker tror, at der er hardcore løgnere i samfundet, som lyver som en hel selvfølgelighed.

Tænk for eksempel på en skilsmisse eller en anden sag, som er foran en dommer og et nævningeting. De fleste af os vil gå ind i sådan en sag med den ide, at sandheden ligger et sted midt imellem. De to modstående parter i sagen vil fortælle deres version af sagen. Hver af dem vil forskønne deres version en smule, sættende dem selv i det bedste lys, og dommeren og nævningene vil formode at sandheden ligger et sted midt imellem.

Men hvad sker der, når en af personerne er en løgner, og den anden person fortæller sandheden? Det er til fordel for løgneren, fordi dommeren og nævningene vil fortsat tro, at sandheden ligger et sted midt imellem. Så en som er et offer for en løgner og manipulatør vil altid blive bagudstillet. At fortælle sandheden vil ikke give den person 100% af den retfærdighed, som han eller hun fortjener, hvorimod løgnen vil altid give gerningspersonen noget.

Det daglige liv er som det retsforløb. Vi vil altid give de andre fordelen af tvivlen, hvis vi er en moralsk person. Løgneren og manipulatøren vil aldrig gøre det men vil bruge den gode vilje af personen med samvittighed imod ham selv.

Løgnen er derfor altid en vindende strategy. Det i sig selv indikerer, at vi lever i et patologisk system.

Laura: Når man tager i betragtning psykopatens umodne interne struktur, så er det lettere at forstå dette lyvende aspekt. Psykopaten lyver ikke på den samme måde, som det almindelige menneske lyver. Den psykopatiske løgn er ikke blot simpel bedrag, men det er “virkelighedsskabende” således, at det er i overensstemmelse med, hvad psykopaten vil have.

Lad mig prøve at give et eksempel. Den psykopatiske virkelighed eksisterer på befaling: de befaler tingene til af være sådan og forventer, at andre akcepterer det. For dem, så representerer disse befalinger, hvordan virkeligheden skulle være eller i det mindste, hvad de synes, at andre skulle akceptere som værende virkelighed. “Hvis jeg siger, det er sådan, hvorfor skulle folk ikke tro mig?”På samme måde som at intelligens blot er et værktøj som psykopaten bruger til at opfylde hans griller, så er “fakta” for ham også blot værktøj, som kan bruges og misbruges til samme formål.

Psykopater udviser en extrem fordrejet forståelse af det, som vi kalder fakta. Normale mennesker har virkelig svært ved at fatte dette fordi for os, så er fakta en basis del af vores liv. Vi lever med dem, baserer vores evalueringer og beslutninger på dem. Vi etablerer, hvad fakta er, og dernæst tester ting og etablerer flere fakta. Når vi diskuterer, så starter vi med fakta og viser hvordan vi er noget frem til vores konklusioner udfra disse fakta. Når vi udfører sådanne operationer, så er de baseret på at værdien af disse “fakta” er sand.

Psykopater opererer ikke på den måde. Da den følelsesmæssige dybde mangler, så er de ikke forbundet til ideen om “sandhed”. Men fordi de fleste mennesker overfører deres egen interne struktur overpå psykopaten, så har de fleste svært ved at forstå dette. Normale mennesker prøver at overbevise sig selv om, at der må være en anden grund til denne bizarre åndelige tilstand. Så når psykopater ikke opererer med fakta, så tror vi, at de sikkert har en god grund til at tro det, de siger, enten ved at have misforstået et fakta eller måske grundet en forvrænget ide. Det er svært at forstå, at de kan lyve så let. Når det er blevet os klar, at psykopaten lyver, så konkluderer vi, at de sikkert spiller en leg med os.

Men, ligesom Cleckley spekulerede på om psykopater tror deres pseudo-følelser er “virkelige”, så er det svært at vide, om de virkeligt tror på deres pseudo-facts. En erklæring, som de laver i nuet, kan være i kontrast til en erklæring, som de sagde for blot et øjeblik siden, men det betyder ingenting for dem. De prøver ikke at udrede det misforhold, da der for dem ikke er noget misforhold. Husk at psykopater ikke kan bearbejde abstraktioner såsom tid og rum, og hvad, de sagde for et øjeblik siden under givne omstændigheder, er nu forbi og derfor eksisterer ikke længere. Det er ikke længere relevant for den virkelighed, som han ønsker at skabe i hovederne på dem omkring sig.

Som svar på den ide at psykopater faktisk begynder at tro på deres egne løgne, så kan man med god grund påpege: “Der var engang da alle, såvidt vi ved, troede at solen drejede rundt om jorden. Men det gjorde det ikke til virkelighed.” Men hvis du spørger en psykopat: Vil du sige at solen dengang rent faktisk drejede rundt om jorden – og det var blot på grund af, at den adlød ændringen i, hvad folk troede, at jorden kom til at dreje rundt om solen?” så vil du blive ignoreret eller anklaget for at fordreje “fakta.” Et normalt menneske ville naturligvis tro at psykopatens vægring ved at svare på spørgsmålet - deres ændring til at angribe dig for at misfortolke fakta og dem selv - er en usagt tilståelse af, at hvad de sagde var forkert. Men der ville du tage fejl. De ville fortsætte med at lave erklæringer og udtalelser om, hvad de insisterer på er virkeligheden på trods af beviser på det modsatte.

Psykopaten er så fuldstændig selvcentreret, at han mener, at alle skulle tro på ham, blot fordi han siger det. Selv hvis han er klar over, at han lyver i første instans, så vil hans behov for at have ret i sammenhæng med hans manglende evne til at akceptere nogen selvkritiske ideer, overbevise ham om, at han HAR ret, trods alt. Han FORTÆLLER sandheden. Hvor vover disse folk at stille spørgsmål ved hans gode navn. Han er trods alt den smarteste fyr, som han kender, så hvordan kunne han have uret?

Den populære tanke i den New Age – “du skaber din egen virkelighed” – er et eksempel på, hvordan psykopatisk tankegang er kommet ind i vores samfund. Princippet her er: “Hvis nok folk tror, at noget er sandt, så hvad de tror, er, hvad virkeligheden ER.” En del af psykopaternes specielle viden om normale mennesker er deres observation, at menneskers tro er formet udfra, hvad de opfatter som værende fakta. En psykopat er en ekspert i at skabe “fakta”, som vil få almindelige mennesker til at tro det, som er gavnligt for psykopaten.

Ron Suskind, en tidligere reporter for Wall Street Journal og forfatter af bøgerne The price of Loyalty: W. Bush, the White House, og The eduation of Paul O’Neill skrev:

“I sommeren 2002 efter at jeg havde skrevet en artikel i Esquire, at det Hvide Hus ikke brød sig om Bushs tidligere kommunikationsdirektør, Karen Hughes, havde jeg et møde med en senior rådgiver til Bush. Han udtrykte det Hvide Hus’ mishag, og så fortalte han mig noget, som jeg på daværende tidspunkt ikke rigtigt forstod – men som jeg nu tror beskriver hjertet i præsidentskabet under Bush.
“Rådgiveren sagde, at folk som mig var i, ‘hvad vi kalder for det virkelighedsbaserede fællesskab,’ hvilket han definerede som mennesker, som ‘tror, at løsninger kommer fra jeres velovervejede undersøgelser af den mærkbare virkelighed.’ Jeg nikkede og mumlede noget om oplysningstiden principper og empiricism. Han skar mig af. “Sådan fungerer verden ikke længere,” fortsatte han, “Vi er et emperie nu, og når vi handler, så skaber vi vores egen virkelighed. Og imens I studerer den virkelighed – velovervejet, hvis du vil – så handler vi igen, skabende andre nye virkeligheder, hvilket I også kan studere, og det er den måde, at tingene vil udspille sig på. Vi er historiens skabere … og I, jer allesammen, vil blot blive overladt til at studere hvad vi laver.””


De lyver ikke rigtigt – de skaber “nye virkeligheder.” Intet af det, som vi kalder virkelighed, er virkeligt for dem. Når et normalt menneske taler om en stol, så er referencen til en stol, som står på dets egne ben. Det er der uanset, om der er nogen, som ser det eller ej, uanset om der er nogen, som nævner det eller ej, uanset om nogen “befaler,” at det er der eller ej. Det har sin egen suveræne eksistens. Men sådan er det ikke for den ægte psykopat. Psykopaten med hans umodne indre struktur kan ikke forstå, at noget eksisterer af sig selv adskilt fra dem. Det er for dem kun deres vedkendelse, som gør det virkeligt, og de vedkunder sig kun det, som er betydningsfuldt for dem, afhængigt af hvad de vil have og hvad der for dem “føles godt.”


Når et normalt menneske kræver at en psykopats erklæringer skal evalueres, så vil psykopaten erklære, at den som stiller sådant et krav ikke har nogen integritet, hvilket virkeligt betyder at deres holdning – psykopatens erklæring – ikke er blevet støttet!

Fra psykopatens synspunkt, så er verden ligesom et holodæk. De befaler ting til at eksistere. Alt er et hologram. De programmerer hologrammerne. De interagerer med dem på en hvilken som helst måde, de vælger. De har dem under total kontrol. Når de beslutter at slette et program, så forsvinder det.

Et hologram er ikke ment til, selv at kunne tænke. Et hologram er ikke ment til at måle, evaluere, bedømme, etc. Det vigtigste er, at et hologram ikke er ment til at kritisere dens herre.

Men når det sker, så vil de først irettesætte det, for at bringe det tilbage i folden. Hvis ikke det virker, så vil de lade det ‘forsvinde.’ Og hvis de er nød til at dræbe egentlige mennesker for at gøre det, så er det, hvad der sker.

Erfaring har vist, at uanset hvad vi siger, uanset hvad vi påpeger, uanset hvor meget bevis er fremvist, så har det ingen mening for psykopaterne. De har kun et mål: at snyde os til at klassificere dem som værende almindelige mennesker, således at de kan fortsætte med at vildlede os, kontrollere os og bruge os for deres egen magt og ære, fordi det er, hvad der får dem til at føle sig tilfredse.

Silvia Cattori: Der er derfor en konstant bevægelse mellem begge sider; det perverse/patologiske kan ikke dominere alene og har brug for allierede. Han må derfor skabe klaner og forene dem og give fordele til dem som tjener hans interesser? Fordele som derved knytter dem til ham, og “putter dem i hans hule hånd”? Med andre ord, hvis systemet er fordærvet, så bliver alle fordærvede og alt er tabt?!

Henry: Ja, og nej. Der er indbyggede svagheder i det patokratiske system. Hvad det kræver er tid. Lobaczewski beskriver dynamikken i Østbloklandene under kommunismen. Patokraterne er ude af stand til at gøre noget som er ægte kreativt. De er afhængige af folk med samvittighed for deres kreativitet. Så et samfund uden kreativitet vil til sidst gå til grunde. Når de vigtige magtpositioner i det samfund, i regeringen, i industrien, i handelslivet er fyldt op med patokrater, så begynder den nedadgående spiral.

På samme tid som det sker, så begynder normale mennesker at se det samfund, for hvad det er og udvikler overlevelsesstrategier. De begynder at få øjnene op for, at deres ledere ikke er som dem selv.

Desvære, så når et samfund kommer til sanserne, så er der en anden ideologi, som maskerer et nyt sæt – eller endog det samme sæt – af afvigende, som er klar til tage deres pladser. Da kommunismen faldt i Sovjetunionen og de østeuropæiske lande, så var de kapitalistiske patokrater klar og ventede på at kunne overtage goderne. Der var endog nogle af de kommunistiske patokrater, som var istand til at finde et nyt komfortabelt hjem i de “nye” kapitalistiske demokratier.

Spørgsmålet er, om en sådan process allerede er startet i USA, som vi vil foreslå er gravitetscentrum for patokratiet idag. Givet at patokraterne er drevet af en plan til at reducere verdensbefolkningen med millioner hvis ikke milliarder af mennesker via krig og andre måder, så må vi spørge, om vi vil have tid til at denne cyklus løber sin tid ud. Vi er ikke særlig optimistiske.

Men selv hvis en speciel manifestering af patokratiet falder, så vil systemet som sådan forblive på plads og rejse sit hoved et andet sted, i det nye “centrum.”

Silvia Cattori: Eksemplet, som går i den retning, er Irak. Bush ville have krig for enhver pris. Bush lyver og vinder. Han finder allierede af samme slags som sig selv, såsom Blair og Berlusconi. De folk, som gør opmærksom på deres kriminalitet og bekæmper dem, taber. Det ser ud til at være et perfekt eksempel på det, som han beskriver i bogen. Det er nogen gange svært at begribe, hvordan det kan være, at der er så få mennesker, som er istand til at se, hvad der foregår og istand til at tale op om følgerne deraf. Er det umuligt at sige nej til disse uhyrer?


Henry: Hvordan kan du sige “nej”, når medierne er fuldstændigt kontrolleret af andre patokrater? Du kan gå på gaderne, som millioner af mennesker gjorde før invasionen af Irak, men det nytter ikke noget, fordi de patokratiske politiske ledere er ligeglade med hvad folk, de tænker. De er ligeglade med, om der er tusinder eller millioner af mennesker, som protesterer imod deres politik – de har militæret og frygtindgydende våben til deres rådighed. Medierne forvrængede derpå budskabet af dem som satte sig imod og malede dem ud til at være forrædere. De er stadigvæk malet ud til at være forrædere fire år efter, og efter at det er blevet klart som solen, at krigen var forkert, og at Bush og hans gang i enhver henseende havde løget.

På trods af det, så er USA stadigvæk i Irak og det er politisk umuligt at kræve mere end at blot fremtidige troppeformindskelse skal “diskuteres.”

Så en ting er, hvor mange mennesker i så kontrolleret et miljø, er istand til at se virkeligheden, og det andet er, at i sådan en virkelighed, hvordan reagerer og modsvarer de mennesker, som kan se, for at bringe forandring til verden?

Flertallet af mennesker har fået deres samvittighed knust og har akcepteret så mange kompromiser, at de er ude af stand til at tænke eller føle tingene rigtigt. De tror, at der er utallige islamistiske fundamentalister, som er klar til at sprænge deres hjem og skoler i luften, uanset hvor absurd den ide virkelig er og på trods af det faktum, at flertallet af den slags bombesprængninger er falske flag operationer. Det et et veletableret faktum, at hemmelige sikkerhedstjenester begår bombeattentater og derefter beskylder opponenterne derover. Det er umuligt at argumentere, at den slags handlinger ikke er almindelig praksis, og det bliver mindre og mindre svært for folk at tro det i USA, England og andre steder end myten om hundrede af islamistiske fundamentalister værende klar til at sprænge sig selv i luften i Allahs navn!

Tænk tilbage på hvad Lobaczewski skrev om den tågede tankegang, som indtræffer, når man befinder sig overfor en psykopat. Ved hjælp af medierne, så spredes tågen i større omfang end blot den umiddelbare personlige kontakt og bliver en plage for samfundet som et hele. Selve samfundet bliver sygdomsramt.

Og for dem som kæmper med at finde deres mentale helbred, og som ser løgnene, er den styrke, som de er op imod så overvældende, at de kan let give op. Arbejdet foran ser ud til at være for stort.

Laura: Er det umuligt at sige “nej” til disse uhyrer? Nej. Svært? Ja.

De individer, som tror at ændring kan ske via retslige eller politiske processer, mangler at forstå, at både love og politik for det meste er skabt og kontrolleret af de patologiske typer og er sat op til deres gavn og ikke til gavn for det almindelige menneske. Så sagen er, at de retslige og politiske systemer er utilstrækkelige platforme til at modvirke det patologiske samfund, som er blevet skabt via indflydelsen og arbejdet af afvigende.

En anden vigtig ting at huske på i forbindelse med at søge løsninger via retslige eller politiske platforme er, at de patologisk afvigende er langt mere durkdrevne end normale mennesker. De fleste mennesker er bekendt med ideen om en galnings ekceptionelle listighed, men psykopati, i dens forskellige varianter har et ekstra element: masken af tilregnelighed (The Mask of Sanity).

Vi så fornyligt Cindy Sheehan vågne op til det faktum, at det Demokratiske Pari blot er en anden ideologi bag hvilken, psykopatien gemmer sig. Hun har flyttet teltpælene, og så vidt jeg ved, har besluttet at 911 Truth Movement (911 sandhedsbevægelsen) er det rette sted at være. Jeg er ked af at måtte informere hende, at psykopater også afsporer det show. Du havde vel ikke troet at forbryderne af 911 ikke ville dække deres ryg og sørge for at kontrollere en “sandhedsbevægelse”, eller havde du?

Igen og igen modtager jeg breve fra politiske aktionsgrupper, som spørger om penge og støtte. Jeg har givet penge og støtte og også skrevet utallige breve og emails hvori jeg har fortalt dem at deres “politiske aktioner” ikke ville nytte meget, hvis ikke de faktorerer psykopati ind i lignelsen. De var alle så sikre på, at ved at få Demokraterne tilbage til magten ville alt ændre sig, og fakta er at intet har ændret sig. Alle de penge og kraftanstrengelser spildt. Og nu begynder folk at realisere det, selvom vi har sagt det hele tiden.

Så jeg vil sige det igen – og vil fortsætte med at sige det – at indtil viden og bevidsthed om patologiske mennesker er givet den opmærksomhed, som den er berettiget og bliver en del af den almindelige viden hos alle mennesker, så er der ingen måde, hvorpå tingene kan ændre sig, som er både effektiv og vedblivende. Det er det primære fokus og hvis halvdelen af de folk, som agiterer for sandheden eller for at stoppe krigen eller Bush eller hvad det måtte være, istedet for fokuserede deres kræfter, tid og penge på at afsløre psykopati, så ville vi måske nå et sted.
.
Til syvende og sidst, så er det virkelige problem, at viden om psykopati og hvordan psykopater styrer verden, er blevet rigtig godt skjult og folk har ikke den tilstrækkelige nuancerede viden, som de har brug for til at lave en ændring fra bunden op. Igen og igen, igennem historiens løb har det været “ mød den nye chef, den samme som den gamle chef.”

Når man har med en psykopat at gøre, så har man med et kriminelt sind at gøre, og når sådanne sind er i funktioner af absolut magt – som de er idag – så er der intet til at holde dem tilbage – og intet vil holde dem tilbage, det kan du stole på.

Bush (eller mere præcist, hans bagmænd) har næsten absolut magt over alle dele af regeringsapparatet. Man kan fornemme det, hvis man nøje observerer, at uanset hvor ulovlig en ting Bush han gør, så er der ingen, som vil tage ham til ansvar derfor. Alle de “skandaler” som er dukket op - enhver af dem ville have været nok til at tage tidligere regeringer ned – er blot farcer, som er spillet for offentligheden, for at distrakhere dem og få dem til at tro, at demokratiet stadigvæk fungerer.

Der er kun to ting, som kan bringe en psykopat til hæle: 1) en større psykopat; 2) den ikke-voldelige absolut nægtelse af alle at underkaste sig deres kontrol uanset, hvad konsekvenserne måtte være. Hvis hver eneste normale menneske i USA (og andre steder) simpelthen satte sig ned og nægtede at løfte en finger til fordel for den psykopatiske agenda, en masse, hvis mennesker nægtede at betale skat, hvis soldater nægtede at kæmpe, hvis regeringsfunktionærerne og koncern slaverne nægtede at gå på arbejde, hvis læger nægtede at behandle de psykopatiske eliter og deres familier, så ville hele systemet komme til et brat holdt.

Men det kan kun ske, når masserne ved besked om psykopati og alle dets uhyrlige detaljer. Kun hvis de ved, at de har at gøre med væsener, som egentligt ikke menneskelige er, kan de have den forståelse for, hvad de må gøre. Og kun når de får det så elendigt, at den elendighed som psykopaten måtte kunne påføre dem ved begyndelsen af deres modstand blegner i forhold dertil, vil de have viljen til at gøre dette. Dette, eller forståelsen af den verden som psykopaterne vil skabe for deres børn, i hvis tilfælde det vil være kærligheden for den fremtidige menneskehed, som vil motivere dem til at gøre modstand.

Silvia Cattori: Lavede Chirac, efter at have sagt nej til Irak, store indrømmelser til Bush af angst for ellers at blive gjort til en stråmand? Har de (psykologisk) fordærvede brug for stråmænd?

Henry:
Forestil dig at du er en politiker med en samvittighed i en verden, som er domineret af folk, som er parate til at bruge ethvert kneb i bogen for at beholde magten: afpresning, intimidering, trusler. I hvor stor grad var skandalen i Frankrig omkring Chirac’finanser, mens han var borgmester for Paris, brugt til at bringe ham tilbage i folden? Vi kan blot spekulere.

Vi ved, at Bush spionerede ulovligt på amerikanske borgere. Gjorde han det for at at samle information, som kunne bruges til afpresning og intimidering af oppositionspolitikerne eller journalister, som stillede for mange spørgsmål? Jeg tror, at det ville være naivt ikke at overveje det som en mulighed.

Laura: Jeg spøger engang imellem nu om dage ved at sige, at man kan sikkert finde ud af, hvem der er de gode folk ved at se, hvem der får den værste presseomtale. Men det er ikke så enkelt som sådan. Vi må ikke glemme at den rigtige krig er imellem den Styrende Psykopatiske Elite og Normale Mennesker. Har de (psykologiske) fordærvede brug for stråmænd? Helt sikkert, det er en del af det show, som de alle stiller op for resten af os. Ligesom det er et af deres tricks at skabe falske flag operationer for at lede hadet imod dem, de har lyst til at bekæmpe, så er det helt i deres måde at operere på at spille “god politimand vs. dårlig politimand.” Det er Machiavelli 101.


Silvia Cattori: Den dynamik, du beskriver, er også åbenlys i brugen af medierne. De journalister, som opholder hovedpunkterne i Tel Aviv – Washington aksen har fulstændig fridom til at støtte disse krige. Er de også del af uhyrerne? Skulle vi regne disse løgnere i medierne som tilhørende de 6%? Hvordan kan det være at offentligheden ikke kan se, at de er gøglere?

Henry: Når først systemet er på plads, så vil de, som er moralsk svage samle sig til forsvar for systemet, mod at få personlige privilegier. Deres selviske interesser gør dem åbne overfor at blive smittet. Det er derfor ikke nødvendigt for enhvert individ at være en af de typer, som er listet af Lobaczewski. Der er tusinder af moralsk korrupte og svage individer, som er parat til at udføre ordrene fra dem, som er ved magten, hvis det betyder berømmelse og formue eller blot en god livsstil og at blive ladt alene.

Men det betyder ikke, at medierne er uden psykopater, karakteropater eller de andre slags som defineret af Lobaczewski.

Silvia Cattori: Så for at beskytte os selv mod ondskab, så lader det til at enhver af os må spørge os selv, om vi er i nærkontakt med en af disse fordrejede personer, som lyver, og som kun er interesseret i deres egne interesser. Men folk kan ikke begribe at disse (psykologisk) fordærvede/patologiske personer er folk, som ernærer sig af ondskab, som ernærer sig af konflikter. Politisk Ponerologi beskriver dette mesterligt: konflikter er deres føde; de elsker konflikter, de har brug for konflikter for at eksistere. Et normalt menneske kan ikke forestille sig, at der er et vist antal mennesker i et samfund, som ikke kan gøre andet end at tage næring fra ondskab. Tror I at almindelige mennesker fornemmer, at der er noget, som ikke er rigtigt, men at de ikke helt kan forstå, at de er selv er ofre deraf, og at de lider under løgnene og manipulationerne af de (psykologisk) fordærvede/patologiske?


Henry: Ja, men det tager en person med en stærk personlighed, at stå op for hvad han eller hun ved er rigtigt, når de står overfor en udbredt social opposition. Vi har også en tendens til at give de andre gavnen af tvivlen, fordi vi overfører vore egne måder at tænke og begå os på, over på dem. Hvis vi ikke er bevidste om, at der er mennesker, som er enten genetiske ude af stand til empati og følelser for andre, eller hvis bevidsthed er blevet knust og ødelagt på grund af livsoplevelser, ( og de kan ikke blive korrigeret), og hvis vi ikke ved, hvordan de fungerer og manipulerer, så vil vi forblive ofre.

Som en som har været aktiv i organisationer og foreninger arbejdende for social forandring, så har du sikkert selv set denne dynamik spille sig ud. The gode og dedikerede arbejde af mange kan blive ødelagt af handlingerne af en enkelt person. Det giver ikke gode odds for at bringe en slags retfærdighed til denne klode. Kun når de, som er psykologiske normale kommer til den forståelse, at vi har et naturligt rovdyr blandt os, en gruppe af mennesker som betragter os som ‘en para-specifik art’, så vil de være åbne til at lære om denne menneskelignende race.

Laura:
Hvis der er noget arbejde i menneskehedens tjeneste, som fortjener en koncentreret fuldtids kraftanstrengelse og dedikation, så er det studiet af psykopati og udbredelsen af information derom i videst mulige omfang. For enhver som virkeligt har lyst at gøre noget, lad os få viden om sociale patogener ud til folk, lad os lære hvordan man først og fremmest identificerer dem, og så kan vi derefter beslutte, hvordan vi videre fortsætter.

Silvia Cattori: Normale mennesker – dem som har en samvittighed – arbejder med at finde et kompromis mellem de to. Vil I sige, at være venlig imod dem er en fejltagelse, fordi de (psykologisk) fordærvede/patologiske overhovedet ingen samvittighed har, er uden skrupler og ikke er bange for at indtage magtpositioner, selv hvis de er ukompetente?

Henry: Vi var inde på dette tidligere, da vi beskrev samfundet i lyset af en retssag, hvor alle søger sandheden som værende et sted midt imellem. Så længe som at der er en ide om kompromis, så vil mennesker med samvittighed altid tabe. Disse psykologisk afvigende er nød til at blive fjernet fra enhver funktion med magt over mennesker med samvittighed, fuldt stop. Folk må blive gjort opmærksom på at sådanne individer findes og lære, hvordan de kan genkende dem og deres manipulationer. Den svære del er, at man må også kæmpe imod de tendenser til barmhjertighed og benådning i enselv, for ikke at ende op som deres bytte.

Silvia Cattori: Almindelige mennesker er nød til at bevare bevidstheden om, at ikke alle mennesker er fundamentalt gode og ikke nødvendigvis tager beslutninger til gode for samfundet. De (psykologisk) fordærvede/patologiske er ligeglade med moral, og for dem er der kun deres personlige mål, som tæller. De kan lyve uden at føle det mindste impliceret i det, som de siger. I tilfældet Bush, for eksempel. Han kan sige, hvad som helst overhovedet og ikke have den mindste skam over at lyve. De (psykologisk) fordærvede/patologiske har ingen skrupler med at lyve, med at ødelægge et andet land, et andet folk, så længe som at det tjener deres interesser?

Henry: Den ide, at “alle mennesker er skabt lige”, og at vi alle i bund og grund er gode, er banket ind i hovederne på os, fra vi var født. Vi er blevet belært, at Gud har skabt os i hans billede, og at vi alle har den guddommelige gnist i os.

Men videnskaben viser os at denne religiøse myte ikke holder vand. Menneskeheden har et naturligt rovdyr, psykopaten, og dette rovdyr er usynligt, fordi der ikke er nogen letgenkendelige tegn, som adskiller ham fra os.

Derudover, så er vi igennem historien blevet delt op i grupper på basis af fysiske, kulturelle, religiøse, eller hvad som helst anden letgenkendelig forskel, som psykopaterne kan udpege for os, imens vores egentlige fjende er forblevet maskeret.

Vi er endda stødt på bøger om psykopati, som prøver at argumentere for, at vi alle er psykopater! Så vi ser, at der er bevægelse imod skadesbegrænsning. Lobaczewski diskutere brugen af psykologi og psykiatri som værktøj for patokratiet under kommunismen. Faktisk, så ser vi det samme ske i USA idag. Der er psykologisk afvigende som bliver psykologer eller psykiatere, og som prøver at redefinere psykologi set fra en psykopatisk synsvinkel!

Silvia Cattori: Er et af vores samfunds svage punkter, den tolerance, som vi betragter disse uhyrer med? Det tillader dem at skabe flere konflikter og myrde flere uskyldige.

Henry: Er det tolerance eller ignorance? Folk er ikke bevidst om, at der eksisterer en sådan katogori af folk, folk som vi kalder ‘næsten mennesker’, som ser ud som os, som arbejder med os, som er at finde i enhver race, i enhver kultur, talende ethvert sprog, men som mangler samvittighed. Hvis der er noget, som virkeligt adskiller mennesker fra dyr, så vil jeg foreslå, at det er det: samvittighed.

Vi er tolerante overfor andre, på trods af de mest uhyrlige forbrydelser, fordi vi overfører vores egen indre tilstand overpå dem. Vi antager, at når de udadtil viser angerfulde ansigtsudtryk, at de så vitterligen angrer. Men for disse afvigende, er der ingen anger, der er kun spil for komedien, lidt teater beregnet til at narre os til at tænke, at de er “ligesom os.”

Silvia Cattori: Det eneste der er at gøre, er altså at fortsætte med at fortælle sandheden. Og at fortælle os selv at selv hvis de, som lyver, altid vinder over sandheden, så vil denne sandhed i det lange løb - når flere og flere mennesker begynder at sige det samme - få folk til at tænke?


Henry: Sandheden er det eneste, som er værd at arbejde henimod. Hvad der adskiller psykopaten fra o er vores samvittighed, og vores samvittighed må blive et talerør for sandheden. Ægte samvittighed – hvis vi lytter til den – løfter os over eksemplet af dyrisk adfærd, som demonstreret af patokraterne. Tænk på uhyrlighederne i Abu Ghraib. Hvis samvittigheden hos disse soldater ikke havde sovet (antagende at de havde en), så kunne de have nægtet at begå disse grusomheder. Hvis samvittighedens stemme kunne blive hørt hos de milliarder af mennesker som er i besiddelse af en, så ville der ikke mere blive krig. Andre måder ville blive fundet til at løse forskelle på. Hvis vi lyttede til vores samvittighed, så ville der ikke mere være hungersnød, idet vi ville føle smerten og lidelsen af de døende af sult, og vi ville være ude af stand til ikke at foretage os noget. Og vi er nød til at tænke på vores eget liv og se de måder, vi dræber vores egen samvittighed på og dernæst begynde at lave de smertefulde valg at lytte til den, inden den dør ud for evigt.

Hvis vi virkeligt kunne se forskellen mellem en person med samvittighed og en person uden, så ville vi kunne se, hvordan vores verden har været inficeret med denne patologi igennem hele dets historie. Med denne viden og en brug af denne viden med fuld bevidsthed over, hvad vi gør, så kunne en ny verden blive født.

Silvia Cattori: Sammenfattende kan det siges: Der er manipulatører overalt. De skaber en del af samfundet, som er struktureret ifølge denne model. En struktur, som tillader dem at operere i følge disse (psykologisk) fordærvede/patologiske funktioner, overalt hvor de blander sig. De er fordrejede personer, klar til at gøre hvad som helst for at forsvare deres interesser og uden nogen moralsk kode. De er mere og mere talrige. De er ikke nødvendigvis tilknyttet en specifik ideologi. I det øjeblik at vi begynder at mistænke en eller anden for at tilhøre denne procentdel af fordrejede personer, er vi så nød til at tage en anden holdning?

Henry: Ja. Vi er nød til at lære at sige nej til manipulationerne. Det vil sige, at vi er nød til at lære de måder, vi er manipuleret på og så nægte at deltage i dansen.

Laura: I det hele, så har evnen til at bedrage, at konkurrere og lyve, vist sig at være en overordentlig succesrig tilpasning. Så ideen at udvælgelsestrykket kunne have fået fromhed til at sprede sig i et samfund ser usandsynligt ud i praksis. Det ser ikke gennemførligt ud at sådanne gener kunne udkonkurrere gener, som fremmer konkurrenceevnen. “Rare mennesker” bliver spist eller udavlet. Glade mennesker, som er ubevidste bliver spist eller udavlet. Glæde og rarhed er idag forsvindende sjælden, og elendigheden og lidelserne af dem - som er istand til virkeligt at føle, som er empatisk mod andre, som har en samvittighed – er al for almindelig. Og de psykopatiske manipulationer er lavet til at gøre psykopater af os alle.

Ikke desto mindre, en disposition til samvittighed og etik kan tage overhånden, hvis og når det også er istand til at gennemføre den dybeste form for altruisme: med objektet at gøre empati det højere ideal af udvidende frihed og altruisme i en abstrakt mening til gavn for andre, inklusiv vore efterkommere.

Kort sagt, så bør vores “selv interesse” blive tillagt kollektivt at sørge for, at alle andre også er glade og venligtstillede; og at sørge for at børn, som vi bringer ind i verden har mulighed for at blive forfatningsmæssige glade og venligtstillede overfor hinanden.

Det vil betyde, at hvis psykopati truer velbefindendet af gruppens fremtid – hvilket det gør for øjeblikket – så kan det kun blive gjort op med ved en vidtbredt nægtelse af at tillade selvet at blive domineret af det (psykopatien) på en individuel, personlig basis. At beskytte friheden for den enkelte i den praktiske forstand, i sidste instans beskytter friheden for andre. Beskyttende vores egne rettigheder SOM rettighederne af andre, understreger den frie viljes position og den potentielle tilfredshed af alle. Hvis mutante psykopater viser sig som en potentiel fare, så dikterer ægte empati, ægte etik, ægte samvittighed at der bruges profylaktisk terapi imod psykopaterne.

Og således er det, at identificere psykopaten, stoppe vores samarbejde med dem, afskære dem fra vores samfund, gøre os selv ikke-tilgængelige for dem som “føde” eller objekter, som kan blive snydt og brugt, er den enkeltstående mest effektive strategy, som vi kan benytte os af.

Noter

1. På den ene side af denne kontrovers, er der den traditionelle beskrivelse af psykopati, stammende fra den gamle Europæiske tradition, diskuteret af Lobaczewski, i ledtog med den Nordamerikanske tradition af Hervey Cleckley, Robert Hare og andre. De befinder sig i general overensstemmelse med erfaringerne fra praktiserende psykiatre, psykologer, retspersonel, eksperimentale psykopatologer og endog medlemmer af den læg-offentlighed, som har haft personlige konfrontationer med psykopati.

På den anden siden af stridsspørgsmålet, er hvad der er kaldet “neo-Kraepelinian” (opkaldt efter Emil Kraepelin) bevægelsen i psykodiagnose, hvilket er løst forbundet med forskning stammende fra Washington University i St. Louis, Missouri. Den sidstnævntes synspunkt er tæt forbundet med diagnose kriteriet i den amerikanske psykiatriske manual, også kendt som DSM-III, DSM-III-R, og DSM-IV. Den grundlæggende indfaldsvinkel af denne skole er, at vurderingen af en psykopat bør hvile næsten udelukkende på offentligt observeret eller kendt adfærd, hvilket går direkte imod, hvad der vides om psykopater: deres evne til at maskere deres sande natur. Argumentet er, at en kliniker er ude af stand til på forvarig måde at vurdere de mellemmenneskelige eller affektive karakterer. Den anden antagelse er at tidlig ungdomskriminalitet er et hovedsymptom af Antisocial/Dyssocial Personlighedsforstyrrelse. Dette medfører let at der bliver lagt hovedvægt på ungdomskriminalitet og antisocial adfærd, det vil sige offentlige observerbar adfærd, som ikke behøver at have noget forhold til individets indre make-up.

Som det er, så besluttede DSM-III at psykopater tilhører i klassificationen “antisocial/dyssocial Personlighedsforstyrrelse.”

Kriteritet af DSM-III for antisocial/dyssocial Personlighedsforstyrrelse var vedtaget af en komitee af den Amerikanske Psykiatriske Forenings DSM-III Task Force og var redigeret en lille smule af en anden komitee for DSM-III-R. DSM-IV kriteriet var også besluttet af en komitee, med lille betragtning af empirisk forskning. Disse kriterier er mindre adfærdsfokuseret og derfor til en vis grad ligner kriteriet for andre DSM-IV personlighedsforstyrrelser.

På grund af problemerne med DSM-III og DSM-III-R i diagnosen af antisocial/dyssocial Personlighedsforstyrrelse, så udførte den Amerikanske Psykiatriske forening et multi-forsøg for at samle information i forberedelsen af DSN-IV. Markforsøget var designet til at bestemme om personlighedstræk kunne blive inkluderet i kriteriet for antisocial/dyssocial Personlighedsforstyrrelse (hvilket beror udelukkende på offentlig observeret adfærd), uden at reducere pålideligheden. Intentionen hos de klinikere, som lobbiede for dette var at bringe antisocial/dyssocial Personlighedsforstyrrelse tilbage på linje med klinisk tradition og for at slutte forvirringen omkring antisocial/dyssocial Personlighedsforstyrrelse og psykopati.

Resultaterne af markforsøgene demonstrerede at de fleste af de personlighedstræk, som reflekterer symptomerne for psykopati var ligeså pålidelige som de adfærdsspecifikke DSM-III.R elementer og dermed invaliderede den oprindelige præmise for at udelukke personlighed fra diagnosen af antisocial/dyssocial Personlighedsforstyrrelse/psykopati. Hvad mere er, resultaterne viste, at Hares PCL-R faktisk måler de latente træk for psykopati på tværs af hele feltet! Lignende analyser af markforsøgsdataerne viser, at antisocial/dyssocial Personlighedsforstyrrelse kriteriet var det mindst diskriminerende for de psykopatiske kendetegn, specielt i forbindelse med rigt mål af kendetegnene! Med andre ord, antisocial/dyssocial Personlighedsforstyrrelse kriteriet, som det var sat op af DSM-III-R var designet – med vilje eller ej – til at exkludere de mest psykopatiske psykopater!

På trods af det faktum, at der efter dette studie var en imperisk basis for at forøge det indholdsrelaterede kriteria af antisocial/dyssocial Personlighedsforstyrrelse i DSM-IV, så skete det ikke; kriteriet adopteret for DSM-IV var ikke engang evalueret i markforsøget.

DSM-IV tekst beskrivelsen af antisocial/dyssocial Personlighedsforstyrrelse (hvilket siger: “også kendt som psykopati”) indeholder referencer til tradionelle træk af psykopati, men er ikke dækkende på mange områder med det formelle diagnose kriteria.

En af konsekvenserne af den ambiguitet, som er iboende i DSM-IV antisocial/dyssocial Personlighedsforstyrrelse/psykopat kriteriet er, at det lader døren stå åben i retssager, hvor en kliniker kan sige at den forsvarede møder kriterierne i DSM-IV definitionen af antisocial/dyssocial Personlighedsforstyrrelse, mens en anden kliniker kan sige, at det gør den ikke, og begge kan have ret! Den første kliniker kan bruge det formelle diagnostiske kriteria, mens den anden kliniker kan sige “ja, den forsvarede møder måske det formelle kriteria, men han eller hun har ikke det personlighedskendetegn beskrevet i “Tilknyttede kendetegn” sektionen i DSM-IV teksten.” Med andre ord, en god psykopat med en god advokat kan begå en hvilken som helst forbrydelse og slippe fra det. Denne mangel af DSM-IV til at skelne mellem psykopati og antisocial/dyssocial Personlighedsforstyrrelse kan (og uden tvivl vil) have meget alvorlige konsekvenser for samfundet.

Oversat fra The Trick of the Psychopath's Trade: Make Us Believe that Evil Comes from Others.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Send en kommentar