tirsdag den 28. juli 2009

Paramoralismer: Ponerologisk definition

Oversat fra engelsk.
Siden jeg for nyligt i mine skriverier andetsteds har nævnt udtrykket ”paramoralisme” ved en række lejligheder, tænkte jeg, at det nu ville være et godt tidspunkt at publicere en god beskrivelse af udtrykket, som det bliver brugt i Ponerologien.

Hvis du søger for udtrykket på Google, vil du ikke finde en definition. Det er ikke overraskende. Lobaczewski var tvungen til at skabe ord for at beskrive aspekter af Ondskab, som i vores naturlige sprog indtil da ikke kunne udtrykkes dækkende. Han skriver i sin bog, Politisk Ponerolgi:

Para-moralismer: Overbevisningen at moralske værdier eksistere og at nogle handlinger bryder moralske regler er så almindeligt og gammelt et fænomen, at det synes at have et dybere grundlag på niveauet af menneskets instinktive begavelse (selvom det sandelig ikke er fuldstændigt dækkende som moralsk sandhed), og at det ikke kun repræsenterer erfaring, kultur, religion og socialisering gennem århundreder. Således er enhver antydning indeholdt i moralske slagord altid suggererende, endog selv om det anvendte ”moralske” kriterium er blot en ”ad hoc” (lavet til dette formål) opfindelse. Enhver handling kan på denne måde bevises som værende umoralsk eller moralsk passende ved hjælp af sådanne para-moralismer gennem aktiv suggererende påvirkning, og mennesker der vil falde for den type argumentation kan altid findes. Forskere i etik, når de leder for eksempler på onde handlinger, hvis negative værdi ikke vil udløse tvivl under nogen social omstændighed, nævner ofte børnemisbrug. Imidlertid møder psykologer ofte para-moralistiske erklæringer på sådan adfærd i deres praksis, såsom i den ovennævnte familie hvor den ældste søster havde en skade i det præfrontale område. Hendes yngre brødre insisterede eftertrykkeligt, at deres søsters sadistiske behandling af sin søn var en følge af hendes usædvanligt høje moralske kvalifikationer, og de troede på dette i kraft af selvsuggestion. Para-moralisme undviger på en eller anden snedig måde kontrollen fra vores sunde fornuft og leder sommetider til en bekræftelse af adfærd hvis karakter er helt åbenlyst patologiske. Para-moralistiske erklæringer og antydninger følger så ofte med forskellige former for ondskab at de synes at være helt uundværlige. Uheldigvis er det blevet et hyppigt fænomen for individer, undertrykkende grupper, og pato-politiske systemer altid at finde på nye moralske kriterier alt efter bekvemmelighed.
Sådanne suggestioner fratager ofte delvist folk deres egen moralske tankegang og deformerer dens udvikling hos børn og unge. Paramoralistiske fabrikker er blevet grundlagt verden over, og en ponerolog finder det vanskeligt at tro at disse er styret af psykologisk normale mennesker. De omvendende eller forvandlende (eng:conversive) træk i skabelsen af para-moralismer, synes at vise, at de for det meste er afledte fra underbevidste afvisninger (og fortrængninger fra området af bevidsthed) af noget fuldstændigt anderledes, som vi kalder samvittighedens stemme. En ponerolog kan ikke desto mindre indikere mange iagttagelser, der støtter opfattelsen, at de forskellige patologiske faktorer deltager i tendensen til at bruge para-moralismer. Dette var tilfældet i ovennævnte familie. Som det forekommer med en moraliserende fortolkning, forstærkes denne tendens i egoister og hysterikere, og dens årsager er tilsvarende. Som alle forvandlende fænomener er tendensen til at bruge para-moralismer smitsom. Dette forklarer, hvorfor vi observeret det blandt mennesker opdraget af individer i hvem det blev udviklet sammen med patologiske faktorer. Dette kan være et godt sted at tænke over at sand moralsk lov er født og eksistere uafhængig af vores vurderinger desangående, og endog af vores evne til at anerkende det. Således er holdningen der er påkrævet for sådan forståelse ikke videnskabelig, men kreativ: vi må ydmygt underordne vores sind den opfattede virkelighed. Det er da vi opdager sandheden om mennesket, både hans svagheder og hans værdier, som viser os, hvad der er sømmeligt og passende med hensyn til andre mennesker og andre samfund.


Gurdjieff taler om et særligt eksempel på ”paramoralisme” i det følgende uddrag fra In Search of the Miraculous, (I søgen efter det mirakuløse) af P.D. Ouspensky:

”Som jeg allerede har sagt, mennesker tænker meget ofte, at hvis de begynder at kæmpe med overvejelser indeni sig selv, vil det gøre dem ”uoprigtige” og de er bange for dette, fordi de tror at på den måde vil de tabe noget, tabe et eller andet af sig selv. I dette tilfælde sker der det samme som i forsøg på at kæmpe mod ubehagelig følelsers ydre udtryk. Den eneste forskel er at i et tilfælde kæmper et menneske med en ubehagelig ydre følelse og i det andet tilfælde med en indre manifestation af måske de samme følelser.
”Denne frygt for at tabe oprigtighed er selvfølgelig selvbedrageri, en af disse opskrifter på at lyve på hvilken menneskelig svaghed er baseret. Mennesket kan lade være med at identificere og overveje inden i sig selv og det kan ikke lade være med at udtrykke sine ubehagelige følelser, ganske enkelt fordi det er svagt. Identificering, overvejelse og udtrykkelsen af ubehagelige følelser, er udtryk for hans svaghed, hans magtesløshed, hans manglende evne til at kontrollere sig selv. Men ikke at ønske at anerkende denne svaghed over for sig selv, det kalder han ”oprigtighed” eller ”ærlighed” og han fortæller sig selv at han ikke ønsker at kæmpe mod sin oprigtighed, hvorimod han i virkeligheden er ude af stand til at kæmpe mod sin svaghed.
”Oprigtighed og ærlighed er i virkeligheden noget helt andet. Det som et menneske kalder ”oprigtighed” i dette tilfælde er i virkeligheden ganske enkelt at være uvillig til at beherske sig selv. Og dybt nede indeni er det klar over det. Men han lyver til sigselv når han siger at han ikke ønsker at tabe oprigtighed.”


Lobaczewski relatere visse andre psykologiske mangler til paramoralisme:

Omvendt(eng: reversive) blokade: Kategorisk at insistere på noget som er det modsatte af sandheden blokerer det gennemsnitlige menneskes sind fra at opfatte sandheden. I overensstemmelse med diktatet fra en almindelig sund fornuft, begynder det at lede efter meningen i ” den gyldne middelvej” mellem sandhed og dets modsætning, for til sidst at ende med en tilfredsstillende forfalskning. Mennesker, som tænker på den måde, er ikke klar over, at dette præcist var hensigten hos personen, som udsatte dem for denne metode. Hvis sådan en udtalelse er det modsatte af en moralsk sandhed, repræsenterer det samtidigt en ekstrem parmoralisme, og bærer dens besynderlige suggererende virkning. Man ser sjældent denne metode anvendt af normale mennesker; endog selvom de er opdraget af mennesker som misbrugte dem, sædvanligvis udviser de kun dets resultater i form af karakteristiske vanskeligheder ved at opfatte virkeligheden korrekt. Brug af denne metode kan inkluderes i den ovennævnte psykologiske viden udviklet af dyssocialt personlighedsforstyrrede angående den menneskelige naturs svagheder og kunsten at lede andre på vildspor. Hvor de er ved magten, bliver denne metode brugt med virtuositet, og i en udstrækning der står i forhold til deres magt.

Artiklen er oversat fra Paramoralisms: Ponerological Definition opsat af Laura Knight Jadczyk 4:04 PM 11. Januar 2006 Mere følger når tid haves.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar